Modtag ugentlig nyhedsbrev
tilmeld
afmeld
     
 
OPSLAGS-
TAVLEN
SE FLERE
     
 
 
   
       
 

ARTIKLER

Følg med i scenekunsten!
Tilmeld dig ovenfor hvis du vil modtage Prosceniums ugentlige nyhedsoversigt (udsendes mandage)
<12345678910>
 
27-06-2017 | artikel nr. 6248
del

Zangenbergs Teater fortsætter

"Hvor går drømmene hen" hedder et gæstespil af Teater Kompas, som kan opleves på Zangenbergs Teater fra den 19.-24. september 2017. Foto: Teater Kompas

Kampen er ikke slut. Zangenbergs Teater har fundet midler til at fortsætte i den kommende efterårssæson, men der forestår stadig et stort finansieringsarbejde for at sikre teatrets drift fremover.

Af Signe Ravn

Zangenbergs Teater fortsætter i næste sæson. På nuværende tidspunkt i hvert fald indtil januar, og fortsætter den positive udvikling, så snupper børneteatret i Pilestræde i København hele sæson 2017/18 med. Det fortæller administrator Thea Kulavig til Proscenium.dk.

Nye samarbejder og blod på tanden

” Vi ved, at det næste halve år, med hug-en-hæl-og-klip-en-tå, kommer til at fungere. Det er kommet i stand ved, at vi virkelig har arbejdet intenst med budgetterne og har skåret fuldstændig ind til benet. Vi har ikke fået flere penge, for vores fundraising mangler vi jo stadig tilbagemeldinger fra. Det er takket være publikum, som vi har skrevet til, at den bedste og mest konkrete måde, de kunne støtte os på, var at købe billetter til næste sæson. Det har de også gjort. Vi har desuden arbejdet meget på at arrangere firmaarrangementer, og så har vi haft et godt møde med Københavns Kommune. Det gav håb og mere blod på tanden,” forklarer Thea Kulavig til Proscenium.dk.

Næste punkt på to-do-listen er klar.

”Vi skal have boostet vores crowdfunding-kampagne, der løber en måned endnu,” lyder det bestemt.

Se Zangenberg Teaters crowfunding-kampagne: ”Red et børneteater”

Ud af nødvendighed opstår nye ting, og således er Zangenbergs Teater i gang med at etablere et samarbejde med blandt andet Ældresagen, som flere kampagner skal rettes mod, ligesom der arbejdes på at stable en frivilligforening, bestående af bedsteforældre, på benene. Den vil få navnet ”De bedste”, og de frivillige vil publikum blandt andet møde som barpersonale på spilledagene.

Trilogien er sat i værk

Og så er forarbejdet til den trilogi, som AP Møller Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har støttet, i fuld gang.

”Lige nu arbejder vi intenst med vores store projekt (om at turde fejle, red.), og vi har fondsmidler allokeret til foråret, så det ser godt ud. Vi har forproduktion i efteråret, og den første forestilling i vores trilogi skal have premiere i marts 2018,” fortæller Thea Kulavig.

Læs Proscenium.dk’s artikel: ”Zangenbergs Teater har fået en livline”

Forestillingen hedder ”Olga og kedsomheden” og er rettet mod de 6-10-årige. Forestillingen er en co-produktion med Teater Kompas, som i forvejen så småt arbejdede på ideen med Thea Kulavig. Nu er den blevet en del af teatrets tre-årige ”At turde fejle” projekt, og de glæder sig til det nye samarbejde.

”Både Johanne (Dal-lewkovitch, leder af Teater Kompas, red.) og jeg er vilde med den Pixar-animationsfilm, der hedder ”Inside Out” (”Inderst Inde”, red.), der handler om børns følelser, og at det ikke er forkert at føle, at være vred og ked af det. Tematikken derfra kombinerer vi med inspiration fra bogen ”Olga og kedsomheden” af Flemming Quist Møller, som stadig er børnene helt, og som har givet os grønt lys til at bruge historien, så forestillingens fokus er på børns følelsesliv.” 

”Olga og kedsomheden” skal, om økonomien tillader Zangenbergs Teater at fortsætte også efter næste sæson, efterfølges af ”Find fem fejl” for de 10-14-årige. ”Find og de fem fejl” handler om drengen Find, hvis liv tidligt udfordres, da hans far ved en fejl får tilføjet et ”d” i slutningen af sønnens navn, da det skal registreres i de offentlige systemer. Og som rosinen i pølseenden forestillingen ”Hovsa, op igen” for de 4-6-årige.

Turbo på fornyelsen

Men vejen mod at spille hele trilogien kræver, at økonomien sikres, og derfor sker der nu strukturændringer på teatret.

Thea Kulavig tiltræder som teaterleder af Zangenbergs Teater den 1. august, og som tro væbner får hun Nina Jensen fra Uppercut Danseteater, der bliver administrator på teatret. De to deler foreløbig en fuldtidsstilling, mens der sikres yderligere finansiering. 

”Det er svært at planlægge langsigtet, når vi kun ved med sikkerhed, at vi her et halvt år endnu. Vi skal have konstitueret en ny bestyrelse efter sommerferien, og vi kunne rigtig godt tænke os, at vi har et børneteater, som ikke har én fast kunstnerisk leder, men i stedet et kunstnerisk udvalg eller dramaturgiat,” afslører Thea Kulavig.

Men først gælder det den kommende sæson.  

”Jeg kan godt se en hel sæson lykkes,” fastslår Thea Kulavig overfor Proscenium.dk og fortsætter: ”Vi har det næste halve år en masse nye gæstespil i huset, vi skal åbne dørene til verden omkring os, og vi skal have fingrene ned i lokalmiljøet, og indgå i co-produktioner og samarbejde med gæstespil fra Fyn og Jylland. Det bliver rigtig spændende.”

Zangenbergs Teaters crowdfunding-kampagne kan støttes her

30-06-2017

Proscenium.dk holder sommerferie

Vi skal ud og nyde solen, og derfor holder Proscenium.dk og nyhedsbrevet "Ugen der gik" sommerferie.

Opslagstavlen er stadig åben for opslag. Og info@proscenium.dk modtager som altid gode ideer.

Nyd sommeren. Vi ses igen tirsdag den 2. august 2017.

29-06-2017

EUTOPIA International Festival præsenterer 10 Danmarkspremierer på 5 dage

Danmarks stort anlagte multikulturelle festival – EUTOPIA International Festival – byder på et program, der består af i alt 10 Danmarkspremierer på forestillinger, musikalske værker og optrædener fra mere end 20 lande. EUTOPIA International Festival løber af stablen i Gellerup i Aarhus fra den 26.-30. juli 2017.

28-06-2017

LIMeren indgår partnerskab med Tate Modern

Limfjordsteatrets værksted for scenekunst er draget på inspirationstur til London. Det er mundet ud i en fast partnerskabsaftale med kunstmuseet Tate Modern.

27-06-2017

Meridiano Teatret fejrer 20 år på toppen

En maraton-forestilling på seks timer blev det store gennembrud for Meridiano Teatret, der i sæson 2016/17 har fejret sit 20-års jubilæum. To af stifterne Giacomo Ravicchio og Elise Müller ser tilbage.

26-06-2017

Det Kongelige Teater søsætter gavekorts-initiativ

I 2018 vil alle, der fylder 18 år, modtage et gavekort på 500 kroner, som de kan bruge på en valgfri kunstoplevelse på nationalscenen. Håbet er, at oplevelsen bliver så god, at de på eget initiativ kommer igen.

26-06-2017

Ansøg om at blive ISPA-fellow

Statens Kunstfond har indgået en treårig aftale med det internationale netværk ISPA (International Society for the Performing Arts) om et nyt dansk fellowship-program. Programmet har til formål at videreuddanne ledere inden for scenekunstområdet. Til september udpeges de næste fellows.

22-06-2017

Navnenyt: Teater henter DR-vært som direktør

Asterions Hus har ansat ny direktør. Valget er faldet på Anne Haubek, der er kendt for sit mangeårige radioværtskab på P1. I sine næsten 24 år i DR har hun hovedsagelig arbejdet med kultur og samfundsaktualitet, men i de seneste 13 år især med europæiske forhold som redaktør af og vært på det prisbelønnede magasin ’Europa lige nu’.

22-06-2017

Teaterchefer giver bud på nyt støttesystem

Kulturminister Mette Bocks udmelding om, at der skal påbegyndes reformarbejde på teaterområdet i efteråret 2017 har fået tre teaterledere til at give hver sit bud på, hvordan støttesystemet fremover kan udformes.

20-06-2017

Navnenyt: Peter Manscher stopper på Teatercentrum

Torsdag den 22. juni holder Peter Manscher afskedsreception på Teatercentrum fra kl. 15-17.

19-06-2017

Ny chefduo på Betty Nansen Teatret

Instruktør Elisa Kragerup indtræder som teaterdirektør med kunstnerisk ansvar, når Vibeke Windeløv træder tilbage. Med sig på chefposten har hun Eva Præstiin, som får administrativt, økonomisk og organisatorisk ansvar for teatret på Frederiksberg Allé i København.

19-06-2017

PS Profil: Mungo Park Kolding

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Mungo Park Kolding.

14-06-2017

Navnenyt: Marianne Klint fylder 50

Den 20. juni markerer opera- og teaterleder Marianne Klint fra Teater Momentum og Den Fynske Opera sin 50-års fødselsdag med en reception på Teater Momentum i Odense.

13-06-2017

Østre Gasværk moderniseres for 38 mio. kroner

Tekniske begrænsninger, slidt interiør og kritik af sæderne har banet vejen for en længe ønsket modernisering af Østre Gasværk Teater. Det nye teaterrum får blandt andet en fleksibel publikumsopbygning med mulighed for at tømme den runde gasbeholder fuldstændig til eksempelvis interaktivt totalteater eller koncerter for et stående publikum. Moderniseringen begynder efter nytår og står færdig sommer 2018.

12-06-2017

Unikt samarbejde gav pote ved flot festival

I weekenden kulminerede tre års kultursamarbejde Randers i børnekulturfestivalen Spektakel Festival, hvor omkring 5.000 besøgende var med til at lave en fest.

10-06-2017

Værd at vide om den ny persondataforordning

Der blev den 14. april 2016 vedtaget en ny persondataforordning, som gælder for alle lande i EU fra 25. maj 2018. Forordningen skærper kravene til de virksomheder og myndigheder, der behandler persondata. Forordningen er derfor også relevant for medlemmer af Teatrenes Interesseorganisation, da teatre behandler persondata, både i relation til publikum, skuespillere og medarbejdere.

Proscenium er de danske teatres portal til internettet.
Artikler på Proscenium skrives og redigeres af TIO's sekretariat.
Opslagstavlen på Proscenium er brugerdrevet; TIO fralægger sig ethvert ansvar for indlæg på opslagstavlen.