Modtag ugentlig nyhedsbrev
tilmeld
afmeld
     
 
OPSLAGS-
TAVLEN
SE FLERE
     
 
 
   
       
 

ARTIKLER

Følg med i scenekunsten!
Tilmeld dig ovenfor hvis du vil modtage Prosceniums ugentlige nyhedsoversigt (udsendes mandage)
<12345678910>
 
07-02-2018 | artikel nr. 6578
del

PS Profil: Cantabile 2

Teaterleder og instruktør Nullo Facchini fra Cantabile 2. Foto: D. Matvejev.

I en serie skiftes TIO’s medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Cantabile 2.

Teater: Cantabile 2
Navn: Nullo Facchini & Siri Facchini Haff
Titel: Nullo er grundlægger og kunstnerisk leder, Siri er leder af Børne & Unge Aktiviteterne.

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket?

Vi er midt i prøverne på vores nye forestilling ”The Time Being”. Med den søger vi at udvikle næste skridt i vores Human Specific-arbejde, som handler om at udforske intimitet og møder mellem tilskuere og performere i værker, hvor tilskueren er dybt inddraget. Ofte arbejder vi i store bygninger, der ikke er teatre, men med denne forestilling er vi vendt tilbage til teatersalen med ønsket om at skabe en let turnerbar forestilling.

Vi ønsker også at bringe arbejdet nye steder hen, at aktualisere det. Vi er optagede af nogle af de store spørgsmål omkring, hvor menneskeheden er på vej hen, hvis vi kigger fra et helikopterperspektiv. Vi er meget inspirerede af Yuval Noah Hararis bog Homo Deus, som udpensler en række fremtidsscenarier, hvor bl.a. dataisme, cyborger og opløsningen af individet indgår. Hvad gør det ved os lige nu, når vi åbner sindet og kigger langt, og vante referencepunkter måske smuldrer.

2. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med?

Med midler fra Kulturministeriets og Undervisningsministeriets pulje ”Åben Skole – lokale samarbejder og national vidensdeling” har vi skabt et – i første omgang – 3-årigt projekt, der hedder ”Verdensklasser”. Projektet er et samarbejde med skolerne i kommunen. Vi undersøger, hvordan scenekunst kan understøtte arbejdet med Fælles Mål i skolerne. Så scenekunst ikke blot bliver ”noget andet”, men rent faktisk kommer med kraftfulde arbejdsredskaber i dannelsen af den moderne folkeskoleelev. Især i forhold til tværgående temaer som innovation og entreprenørskab kan arbejdet med scenekunsten noget særligt – det at handle og skabe et produkt, der kan give værdi til andre –  men også i forhold til specifikke mål som kropsforståelse, fremstilling, procesforståelse og meget andet. I projektet underviser en professionel scenekunstner en skoleklasse i en projektuge af 4-8 dages varighed. Sammen skaber de en forestilling, som præsenteres for andre klasser på skolen og forældrene. Forestillingen skabes ud fra stof, eleverne har arbejdet med på anden vis – fx en bog eller et tema – og på en måde, så der er meget plads til elevernes ideer, og vi arbejder meget kropsligt og med billeder, så der er mange på scenen samtidigt. Vi skaber 36 forløb over 3 år, hvor undervisningsforløb nedskrives, så de bliver til et inspirationskatalog, og vi skaber også en lille håndbog med erfaringer.

Det er meget rørende og intense forløb med klasserne, som har stor betydning for dem på mange planer, og projektet har givet et stærkt og personligt kendskab til skolerne. Det giver virkelig mening som egnsteater at få denne tætte kontakt til børnene og skolernes personale.

3. Hvad glæder I jer til i næste sæson?

I august 2018 skal vi lave en stor international co-produktion med Firenza Guidi fra Italien/Wales. Det bliver startskuddet på et nyt koncept, hvor vi hvert andet år i lige år skaber en større udendørs visuel forestilling, der kan rumme et stort publikum, og som kan opleves af hele familien. Waves Festivalen – som vi afholder hvert andet år i ulige år – og teatrets andre produktioner spilles ofte i Vordingborg, kommunens største by, men disse nye august-produktioner iscenesættes på skift i de to andre lidt større byer Præstø og Stege. Til august i år skal vi altså udforske og opdage Præstø og de naturskønne omgivelser omkring den. Der kommer et internationalt hold medvirkende, men også danske professionelle og en lang række lokale frivillige medvirkende kommer til at tage del i forestillingen. Med ny-cirkus, dans og stærke visuelle billeder og lokale fortællinger glæder vi os meget til at samle det store fællesskab – som vi også holder meget af at gøre det under Waves Festivalen. Vi tænker, at det bliver særligt, at august måned får denne tilbagevendende karakter hvert år af store udendørs oplevelser.

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste? 

Vi kunne rigtig godt tænke os at have vores egen lille intimscene med plads til 100-150 tilskuere og en rigtig hyggeligt foyer. Vi er for 1,5 år siden flyttet ind i nye skønne administrative lokaler i et smukt naturområde tæt på byens centrum med en lille workshopsal tilknyttet. Men en rigtig teatersal har vi kun, når vi låner Vordingborg Teater, som har en lang række brugere og er en del af gymnasiets og handelsskolens bygninger. Foyeren er i gymnasiets kantine.

Derudover ville vi også rigtig gerne turnere mere nationalt. Vi spiller primært lokalt, i udlandet og i København. Vores børneforestilling kommer rundt, men vi vil gerne øge indsatsen for at komme rundt i hele landet med vores voksenforestillinger. 

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?

Vi synes, at der er et ugunstigt fokus på tal i måden, man fra politisk hold anskuer teater og kulturoplevelser i øjeblikket. Der er et stort pres på at opnå høje publikumstal, et stort antal deltagere i forskellige typer arrangementer – jo flere jo bedre. Det går ud over fordybelsen og risikovilligheden. Hvis succes kun måles på, hvor mange der har været gennem møllen, er det en fattig målestok. Der kunne gives meget mere plads til at tænke i den meningsfulde aktivitet, den aktivitet der har en impact, der rykker noget, der peger på noget, der huskes længe efter og lever videre i det talte ord fra mund til mund, når historier genfortælles og deles. Kunst skal ikke blot forbruges og have et flueben – så har de også fået det! Det er et sværere barometer at navigere efter – den meningsfulde og fordybede oplevelse, men det er vigtigt at skabe det rum og den refleksion omkring kunsten. I virkeligheden er det også en reminder til os selv. Vi bliver så gode til at fremhæve tal, fordi vi tror, at det er det, som tilskudsgivere, politikere og presse vil høre, frem for at blive ved med at insistere på at skabe et andet rum, en anden samtale, med fokus et helt andet sted og tro på, at det vækker genklang.

Joker-spørgsmålet fra seneste profilteater, TEATRET: I er et velrenommeret dansk egnsteater med stærke relationer til Italien. Findes der lignende teaterinstitutioner i Italien støttet af staten eller af de enkelte regioner?

I Italien er det de store teatre, der er statsstøttede. Og så er der jo masser af små uafhængige teatre og performere. Det er 25 år siden, jeg boede i Italien, så jeg er ikke meget inde i de særlige støtteordninger, der gælder der i dag. Til gengæld har jeg et godt netværk og mange gode samarbejder med italienske kompagnier og performere, der har givet os mulighed for at arbejde i Italien og omvendt har bragt god italiensk teaterkunst til Danmark og specielt Vordingborg. Og jeg holder meget af det italienske engagement i kunsten. Men at vi i Danmark har egnsteatre er noget særligt værdifuldt. Det giver jo ofte mindre, yngre og særprægede teatre mulighed for at fordybe sig i kunstnerisk udvikling, og ikke mindst eksperimentere.

Stafet-spørgsmålet: Hvad vil I gerne spørge næste profilteater, Odin Teatret, om?

I er et af Danmarks ældste og mest markante egnsteatre på grund af jeres stærke kunstneriske profil og jeres stærke strukturelle integritet i måden at organisere jer og arbejde på, både som udviklende og producerende teater. Hvad er jeres nøgle, jeres motor, til fortsat at kunne inspirere hinanden?

19-02-2018

Navnenyt: Charlotte Bach tiltræder som jurist i TIO

Charlotte Bach tiltræder den 1. marts 2018 som TIOs nye jurist. Hun erstatter dermed Sanne Bech.

15-02-2018

En fælles stemme til Kulturmødet på Mors 2018

Vi gentager succesen fra sidste år og deltager til Kulturmødet på Mors 23-25. august 2018 med nye cases, der kan sætte gang i kulturdebatten.

13-02-2018

Forsker følger huskunstnerprojektet ”Fortællinger i lokalsamfundet”

I et forskningsprojekt, hvor Statens Kunstfonds Huskunstnerordning blev undersøgt, var seks caseprojekter udvalgt til at blive fulgt tæt af forskergruppen. En af de cases, som blev undersøgt, var Jesper la Cour og Det Fortællende Teaters samarbejde med Hem Skole i Skive.

12-02-2018

Danskerne er de største kulturforbrugere i EU

En ny opgørelse fra Eurostat viser, at hele 85,3 pct. af danskerne i løbet af et år deltager i en kulturel aktivitet. I gennemsnit deltager 63,7 pct. af europæerne i kulturelle aktiviteter.

09-02-2018

Island Connect residency går til Teater Bæst og Clownidoscopio Teatre

BIRCA og C.IN.E. har besluttet, hvem der får gratis recidency på Bornholm og Mallorca. Clownidoscopio Teatre, som kommer fra Ibiza, har allerede kontakt med Danmark, da deres stykke skal instrueres af Gitta Malling, teaterleder på Limfjordsteatret.

08-02-2018

Dansk Kunstnerråd om Åben Skole: Integrer kunst i skolen gennem fagligt samarbejde

I en ny rapport peger Dansk Kunstnerråd på, at de kunstneriske og kulturelle indslag i Åben Skole ofte blot bliver et underholdende indslag med kunstnere som ”dagens gæst”. I stedet for disse kortere besøg bør kunstnere og lærere indgå et samarbejde, forberede undervisningen sammen og derigennem drage fordel af hinandens fagligheder.

06-02-2018

Stormøde: Teater- og filmbranchen viser vejen for andre brancher

Fredag den 2. februar løb et stormøde af stablen om psykisk arbejdsmiljø, sexkrænkelser og magt i film- og teaterbranchen. På mødet debatterede de ca. 180 deltagere livligt om bl.a. gråzoner og etiske retningslinjer. 
05-02-2018

Navnenyt: Maria Westh Hage er ny producent på Cantabile 2

Cantabile 2, egnsteater i Vordingborg, har ansat en producent med solid erfaring i ledelse, udvikling og samarbejde. Maria Westh Hage bor i Vordingborg, hvor hun i mange år har arbejdet inden for uddannelsesverdenen med skoleledelse, udvikling og samarbejder på tværs af organisationer, kommune og erhvervsliv.

02-02-2018

Fælles kultur med plads til forskellighed i kulturhus med 61 aktører

I forbindelse med Carte Blanches bidrag ”KUNSTEN AT LYTTE” til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 lavede teatret et POP-OP-KULTURHUS i Viborg. I de 25 dage, kulturhuset var åbent, var der i alt 71 arrangementer med 61 forskellige aktører. Proscenium har talt med Carte Blanche, som giver deres anbefalinger til, hvordan man får et samarbejde med så mange parter til at lykkes.

01-02-2018

Årets Teateroplevelser 2017

CPHCulture har netop offentliggjort vinderne af Årets Teateroplevelser 2017:

31-01-2018

PS Profil: TEATRET

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer TEATRET.

30-01-2018

Navnenyt: Thorkild Andreasen udnævnt til Kunstrådet i Aarhus

Thorkild Andreasen, administrativ leder af Carte Blanche og medlem af TIOs bestyrelse, er ét af de seks nye medlemmer i Kunstrådet i Aarhus Kommune.

30-01-2018

Eksterne evaluatorer til egnsteaterevalueringen på plads

Det er nu faldet på plads, at de eksterne evaluatorer, som skal evaluere 13 egnsteatre, bliver Niels Andersen, Rasmus Adrian, Steen Nørgaard samt Pernille Plantener og Rikke Juellund. Evalueringen sættes i gang i februar 2018 og forventes afsluttet senest september 2019.

26-01-2018

Politisk opbakning til film- og teaterbranchens arbejde for et bedre arbejdsmiljø

TIO og syv andre organisationer fra teater- og filmbranchen var til møde med ligestillingsminister Karen Ellemann og kulturminister Mette Bock for at tale om branchens tiltag mod krænkelser og chikane.

25-01-2018

Debatarrangement om censur og selvcensur

Som optakt til Kulturmødet 2018 afholder Aalborg Universitet, Kulturmødet og Aalborg Teater et debatarrangement på Aalborg Teater om censur og selvcensur i kunst og videnskab. Tore Müller, Limfjordsteatrets administrator og medlem af TIOs overenskomstudvalg, er den ene af i alt fem panelister, som bl.a. skal diskutere, om vi stadig kan sige hvad som helst fra en scene.

Proscenium er de danske teatres portal til internettet.
Artikler på Proscenium skrives og redigeres af TIO's sekretariat.
Opslagstavlen på Proscenium er brugerdrevet; TIO fralægger sig ethvert ansvar for indlæg på opslagstavlen.