Modtag ugentlig nyhedsbrev
tilmeld
afmeld
     
 
OPSLAGS-
TAVLEN
SE FLERE
     
 
 
   
       
 

ARTIKLER

Følg med i scenekunsten!
Tilmeld dig ovenfor hvis du vil modtage Prosceniums ugentlige nyhedsoversigt (udsendes mandage)
<12131415161718192021>
 
20-01-2017 | artikel nr. 5988
del

Opfordring til paneldebat: Tal med én stemme

Snoreloftet var fyldt til paneldebat. Fra venstre moderator Christian Have og panelisterne Lasse Lindholm, Mogens Jensen, Carl Christian Ebbesen, Louise Ejgod, Trine Nielsen, Klaus Hansen og Michael Christiansen. Foto: Signe Ravn

Paneldebatten den 17. januar 2017 på Folketeatret satte fokus på udfordringer og muligheder for teaterbranchen. Vigtigst af alt; scenekunsten må tale med én stemme.

Af Signe Ravn

Der var fuldt hus på Snoreloftet på Folketeatret tirsdag den 17. januar 2017, da repræsentanter for teatre, interesseorganisationer og politikere mødtes til Scenit og BilletBillets paneldebat ”Hvordan kan teaterbranchen samle sig og sætte en fælles dagsorden?”.

Her bød Scenits direktør Johanne Prahl velkommen og mindede om baggrunden for debatten.

”Hvis vi ikke kan definere os selv som branche, er der en masse andre, der siger, det kan vi,” sagde Johanne Prahl blandt andet.

Eftermiddagens program var sammensat af tre runder med hvert sit panel og en afsluttende opsamling på dagens debatter. Og opfordringen var over hele linjen klar: Tal med én stemme, vis værdien af teatret, øg samarbejdet og kommuniker bedre til både publikum og politikere.

Svært at se enhed i teaterbranchen

Kommunikationschef i IFPI, Lasse Lindholm, og direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen skulle som de første panelister fortælle, hvordan deres respektive brancher har skabt et fællesskab, og komme med deres opfattelse af teaterbranchen set fra deres respektive ståsteder.

Lasse Lindholm fortalte om, hvordan musikbranchen haltede efter forbrugernes ønsker, da digitaliseringen vandt frem, og branchen ikke var tunet ind på den udvikling.

”Fælles for os [i musikbranchen og teaterbranchen] er, at der er en virkelighed derude, vi må forholde os til. Perception is reality, og hvis du ikke snakker ind i den oplevelse, som forbrugeren har, har du ingen relevans. Jeg kan [i teaterbranchen] se spor af den selvtilstrækkelighed, vi havde i musikbranchen; man er enormt passionerede og synes, at teatret er det vigtigste i verden. Bagsiden af den medalje er, at man ikke er så åben for forandringer … og så kommer vi ikke nogen vegne. Der er en tendens til at betragte kunstformen i sig selv som larger than life … Der er meget metasnak,” lød det fra Lasse Lindholm.

Producentforeningens Klaus Hansen, der desuden sidder i TeaterØENs bestyrelse, fortalte, at hans første reaktion på en langvarig debat på TV 2 News i 2013 om en åben scene var, at det var meget lang tid at bruge på at diskutere en sag til tre millioner kroner. Men han indrømmede samtidig, at filmbranchen af og til ikke var meget bedre.

”Vi er rivende uenige i filmbranchen. Men vi er enige om, at vi gerne vil have de penge! Vi har Filminstituttet, der er en ambassade. Jeg vil ikke citeres for, at Filminstituttet er godt, men det er ét sted og en ambassadør, man kan forholde sig til som branche. I teaterbranchen har jeg svært ved at se den samme enhed. Men der er en ekstremt stor lyst til at dele viden på området på tværs, og det er vigtigt.”

Det fik Ib Jensen fra Baltoppen Live i Ballerup til at spørge: ”Kunne et Scenekunstinstitut være vejen for os?”

Det ville Klaus Hansen ikke tage endelig stilling til, men han mindede om, at det i overført betydning er vigtigt at have flere indgangsdøre, så magten ikke er centreret ét sted; ”Ellers er der kun en konge eller en dronning,” forklarede Klaus Hansen og understregede: ”Filminstituttet er ikke dansk film, men understøtter dansk film.”

Producentforeningens direktør mente, at det er på tide, at teatret som branche er med til at formidle værdiskabende fortællinger og dokumentere sin værdi. Det bakkede Lasse Lindholm ham op i og fortalte, at man i musikbranchen altid har målt på kunstnerisk værdi, men at det er først nu, at branchen er begyndt at italesætte det, fordi forbruget foregår på forbrugets præmisser.

Klaus Hansen uddybede, at værdien i film- og tv-branchen ikke kun måles på økonomi, men for eksempel også hvor mange debatter, en dokumentar afstedkommer, hvor mange stjerner, anmelderne giver den, og hvor mange priser, den henter. Hvad angår de danske film, vurderes de efter to parametre; hvor stor en andel, de optager på repertoiret i de danske biografer og deres kunstneriske gennemslagskraft.

”Et salgsparameter kan godt være ikke-økonomisk. Min påstand er, at dansk teater er alt for fragmenteret og mangler et sted, der måler.”

Teatre må finde egne platforme

I paneldebattens runde 2 blev lektor Louise Ejgod fra Aarhus Universitet, Trine Nielsen, der er direktør for uddannelse, viden og forskning på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen bedt om at udpege de strategiske og kommunikative styrker og svagheder for den danske teaterbranche.

Louise Ejgod nævnte, at fraværet af et fælles dannelsesbegreb gør, at teatrets værdi ikke længere er selvfølgelig, og at man som branche må til at tydeliggøre teatrets værdi ud fra andre perspektiver end kunsternes eget, ellers risikerer teatret at blive kørt ud på et politisk sidespor af andre kunstarter.

Trine Nielsen slog fra start i sit oplæg fast: ”Hvis man ikke samarbejder om rammevilkår, så mislykkes man. Det er helt centralt. Der er en tendens til, at man kigger på alt det, der spreder, mere end det, der samler. Jeg vil opfordre til samarbejde.”

Hun opfordrede til at fokusere på tre områder: talentudvikling og et bedre samarbejde mellem de små og store scener, en tænketank for udviklingsarbejde på tværs af branchen, som ser kunsten som en sammenhængskraft i samfundet. Her nævnte hun DR’s evne til at binde befolkningen sammen om en national fortælling, og endelig, at kunsten og kulturen skal finde sig til rette i en fysisk og digital sameksistens, hvor teatrene finder egne platforme i takt med, at kunsten og kulturen fylder mindre og mindre i mediebilledet.

Find selv kompromiserne

I runde 3 tog Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen teten. I hans øjne laves der rigtig meget godt teater, og han opfordrede til, at teatrene fortsætter det gode arbejde og fortæller gode historier, der er relevante for folk og når så mange som muligt, fordi teatret på den måde automatisk også bliver relevant for politikerne.

Kulturordføreren pegede på tre udfordringer for teaterbranchen. For det første, hvordan sørger vi for at udvikle højere kvalitet og finde nye veje mod publikum. Her så Mogens Jensen potentiale i en bedre ressourceudnyttelse via samarbejde på tværs af huse og geografi, som en vej også til ny energi.

”Jeg er enig i, at der skal forskning til på området,” medgav Mogens Jensen og fortalte, at det er derfor, at han fortsat arbejder for at få realiseret Videncenter for Scenekunst, som kan være med til at udvikle teatrets faglighed.

”Her må man bruge samme metoder som alle andre brancher. Argumentere for egen værdi med tal etc., der kan overbevise regnedrengene om, at kunst ikke bare er kunstfor kunstens skyld. Det er der mange, der skal slå kræfterne sammen for at få op at stå.”

Dernæst udfordringen med at række ud til den tredjedel af danskerne, der ikke går i teatret eller bruger kultur, hvilket der også er en politisk forventning om, at teatret gør, så det ikke bliver en lukket klub for den hvide middelklasse, som formanden for Statens Kunstfond Gitte Ørskou for nylig skrev i et debatindlæg på Altinget.

Den tredje udfordring ligger ifølge kulturordføreren indenfor organisation og kultur. Her var Mogens Jensen klar i mælet i forhold til ønsket om en ny scenekunstlov.

”Jeg tror simpelthen ikke på, at det kommer til at ske, før vi har en teaterbranche, der er enig. Det kan være svært at gå på kompromis i kunsten, men i politik skal man gøre det,” sagde Mogens Jensen og opfordrede branchen til at samles og indgå de nødvendige kompromisser internt, før man præsenterer et oplæg for politikerne.

Mogens Jensen opfordrede desuden til en øget kommunikation rettet mod kulturpolitikerne, for eksempel i form at et nyhedsbrev rettet mod beslutningstagerne, så de jævnligt bliver opdateret om, hvad der sker på teaterområdet og dermed bliver klædt bedst muligt på til at træffe gode beslutninger på området.

 Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) var stolt over, at Københavns Kommune ikke har skåret ned på kulturbudgettet, men har fastholdt niveauet. I hans øjne består teatrenes opgave i at gøre borgerne mere bevidste om, at teatrene er der og kan noget på lige fod med de mange andre kulturtilbud, der lokker. Her nævnte han også en mere klar kommunikation i form at bedre beskrivelser af de forestillinger, publikum skal se, så folk ikke bliver skuffede over mødet med teatret. Desuden nævnte kulturborgmesteren samarbejde som helt afgørende og henviste til, at der i den seneste aftale om de små storbyteatret i København er afsat en pulje på 1,7 mio. kroner til samarbejde, så man kan få mest muligt ud af budgettet.

”Der, hvor pengene flyder hen, er der, hvor interessen er størst,” mindede Carl Christian Ebbesen om.

I den afsluttende opsamling var panelisterne enige om at samarbejde og en styrkelse af kommunikationen er vejen frem, ligesom at teatret skal tale om sejrene frem for kriserne.

Michael Christiansen kom med den afsluttende bemærkning i rollen som ”Rasmus modsat”: ”Fornyelse i teaterbranchen kommer fra det enkelte teater, fra den enkelte chef, der sprænger bomben i luften og fornyer. Der kommer ikke en god lov af kompromisser,” lød det fra DR’s bestyrelsesformand, før moderator Christian Have opsummerede: ”Tal med en stemme og spræng i luften samtidig.”

23-01-2018

Navnenyt: Jesper de Neergaard vinder Scenekunstprisen 2017

Da Performing Arts Platform i fredags uddelte priser, modtog Bora Boras kunstneriske leder Scenekunstprisen, mens Don Gnus "A Snowball's Chance in Hell” vandt årets Publikumspris.

22-01-2018

Få indblik i partnerskaber mellem dagtilbud og kunstinstitutioner

På en børnekulturkonference, som Slots- og Kulturstyrelsen afholder den 21. marts i Aarhus, er der mulighed for at få indblik i og dele viden om partnerskaber mellem dagtilbud og kunst- og kulturinstitutioner.

19-01-2018

Kritikerforeninger samles for at sikre anmelderiets overlevelse

Berlingske kunne i sidste uge fortælle om den nystiftede paraplyorganisation Forenede Kritikere, der vil arbejde for at fremme forholdene for anmelderiet og kunstkritikken.

18-01-2018

Seminar fokuserede på strategisk forretningsudvikling i teaterbranchen

Med Christian Have som tovholder holdt Scenit og BilletBillet strategiseminar om forretningsudvikling og kommunikation i teaterbranchen den 11. januar.

17-01-2018

PS Profil: teater2tusind

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer teater2tusind.

16-01-2018

Søndag Aften om nye regionale fonde: Man kunne have tænkt i samarbejdsmuligheder

Søndag Aften har kigget lidt nærmere på, hvordan midlerne til kunsten og kulturen fordeler sig på finansloven 2018. Derudover peger Søndag Aften på, at de nye regionale fonde risikerer at møde modgang.

15-01-2018

ZeBUs lokaler under ombygning

I starten af januar går tredje fase af ombygningen af Musiktorvet på Amager i gang. I den forbindelse skal ZeBU og Amager Bios foyer rives ned og bygges om. ZeBU har i ombygningsperioden fundet alternative spillersteder på Amager.

11-01-2018

Over 900 har underskrevet ”Manifest for den danske film- og scenekunstbranche”

Der er nu mere end 900 kvinder og mænd, som har underskrevet det manifest, der blev skrevet i kølvandet på #MeToo-kampagnen samt en reading på Edison. Underskriftsindsamlingen lukker i slutningen af januar.

10-01-2018

PS Profil: ZeBU

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer ZeBU’s to kunstneriske ledere Jørgen Carlslund og Marc van der Velden.

10-01-2018

Lovforslag vedtaget: Teatrene fritages for selskabsskat

Sidste år fremsatte skatteministeren et lovforslag om at fritage teatre for selskabsskat. Lovforslaget er nu vedtaget og trådte i kraft den 1. januar 2018.

09-01-2018

Når egnsteatre skaber liv og tiltrækker nye beboere

Iscene har i løbet af 2017 været rundt og besøge en række egnsteatre, heriblandt Bornholms Teater, Fredericia Teater og Limfjordsteatret for at se nærmere på, hvad et egnsteater betyder for en kommune.

08-01-2018

Sophie Zinckernagel vinder Dramatisk Debut 2018

Den 7. januar blev Sophie Zinckernagel kåret som vinder af Dramatisk Debut 2018, dansk teaters store dramatikerkonkurrence for debuterende dramatikere. Hun vandt for sit manuskript ”John Lennon er død”, som nu bliver sat op på Teater V i efteråret 2018.

08-01-2018

Marianne Klint vil fremme gennemsigtigheden i teaterbranchen og i PUS

Som tidligere bestyrelsesmedlem i TIO har Proscenium talt med Marianne Klint om hendes nye post som udvalgsmedlem i Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS). Hun går ydmygt til den nye opgave og vil gerne være med til at fremme gennemsigtighed i teaterbranchen.

05-01-2018

Lars Seeberg ny formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst

Kulturministeriet har offentliggjort, hvem der skal stå i spidsen for Statens Kunstfond samt alle udvalgsmedlemmer i de seks projektstøtteudvalg. Lars Seeberg bliver formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst.

04-01-2018

Billetstatistik lover godt for sæson 2017/2018

Nye tal på billetsalget fra 25. april til 31. december 2017 viser lovende fremgang for denne sæson – niveauet er nemlig højere end sidste år på samme tid.

Proscenium er de danske teatres portal til internettet.
Artikler på Proscenium skrives og redigeres af TIO's sekretariat.
Opslagstavlen på Proscenium er brugerdrevet; TIO fralægger sig ethvert ansvar for indlæg på opslagstavlen.