Marianne Klint er leder af Den Fynske Opera.
Af Signe Ravn
Teater: Den Fynske Opera
Navn: Marianne Klint
Titel: Administrativ leder (siden 2016)
1. Hvad er I særligt optaget af på jeres teater i øjeblikket?
"På den Fynske Opera er vi meget optagede af at rette op på en ret problematisk økonomi, operaen har etaberet i den forgangne sæson 2015/16. Opera er en temmelig dyr genre at beskæftige sig med, og med Den Fynske Operas meget begrænsede budget er det for eksempel svært at have mange værkbestillinger, som vedrører fremtidige sæsoner, da disse jo skaber likviditetsproblemer nu og her med de mange forudbetalinger. Meget teknisk lyder det nok, men et teater som Den Fynske Opera bør bygge en pæn egenkapital op netop som buffer til at klare alle de fremtidige bestillinger. Det er det, jeg som ny leder af Den Fynske Opera er sat til at få til at ske over nogle sæsoner.
I den proces har vi vækket en gammel drøm til live om at samle huset omkring de tre små storbyteatre i Odense. Teatrene deler i forvejen adresse, og det giver ikke længere nogen mening ikke at arbejde sammen på kryds og tværs i huset. Det betyder at vi allerede i indeværende sæson har sat en hel del interne processer i gang, og inden længe har etableret fælles PR, billetsystem, bar og teknik i huset. I forvejen har huset et velfungerende vicevært- og rengøringssamarbejde, som vi nu udvider på en hel del parametre. I sidste ende drømmer vi om en endelig fusion, og målet er, at fusionen vil være fuldbyrdet i næste kontraktperiode, der starter i 2019."
2. Hvad er højdepunktet i jeres sæson?
"Kunstnerisk producerer Den Fynske Opera selv i denne sæson to store forestillinger. I efteråret har vi produceret "Gesualdo Shadows" af Bo Holten – en moderne barokopera, og i foråret opsætter vi den danske nationalopera, Carl Nielsens ”Maskarade”. Begge forestillinger med rigtigt mange medvirkende, og med produktioner i det format får publikum virkelig noget for pengene. Det er vigtigt, at Den Fynske Opera holder fast i at give publikum nyskrevne værker og moderne opsætninger af klassikerne. Sådan bliver det også i næste sæson, hvor der produceres ny musikdramatik for børn, Knud Romers ”ABC”. Der præsenteres en helt ny version af ”Orfeus og Eurydike” udover sæsonens store satsning ”Den Glade Enke” som juleforestilling.
I de kommende sæsoner drømmer vi om at tilrettelægge det sådan, at der vil blive lidt mere luft til at få flere gæster i huset, og Den Fynske Opera skal også i gang med at co-producere igen – alt sammen for at få mangfoldighed i repertoiret og dermed flere oplevelser for publikum. En strategi for at skabe den publikumsudvikling, Den Fynske Opera trænger til og i nogen grad har forsømt at arbejde målrettet med."
3. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med?
"Det nyeste initiativ på Den Fynske Opera er, at vi have bygget en cafescene i operaens foyer. Det har krævet en lidt større ombygning og en hel del arbejde for husets kreative teknikere, men vi er overordentlig tilfredse med resultatet, og allerede her i januar finder de første koncerter sted. Den nye cafe-scene er allerede et meget attraktivt og tiltrængt aktiv i Odenses musikliv, og der vil blive stor aktivitet i dette nye yndlingsrum i huset."
4. Hvad står øverst på teatrets ønskeseddel?
"En lykkelig fusion med Momentum og Nørregaards Teater og et flygel til den nye foyerscene."
5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?
"For Den Fynske Opera kan det være en udfordring, at omverdenen tror, at vi er en opera med mange muligheder for store operasatsninger. Lidt som om omverdenen tror, at Den Fynske Opera er en pendant til Den Jyske Opera. Men der mangler et nul i vores tilskud, hvis vi skal kunne måle os med de større operahuse. Så det er selvfølgelig en udfordring at lave meningsfulde produktioner både indenfor opera og musikteater for de meget begrænsede midler, der er til rådighed. De henvendelser, operaen får fra omverdenen om samarbejder og ideer til produktioner, er meget ofte temmelig langt fra Den Fynske Operas formåen. Vi vil arbejde for, at vi i en kommende driftsaftale mellem Odense Kommune og de tre fusionerede små storbyteatre, indskriver et mere realistisk niveau for de helt store og meget tunge operaproduktioner og derudover samarbejder mere med Momentum og Nørregaards Teater om at præsentere musikdramatiske forestillinger i fællesskab.
Aktivitetsniveaet skal være højt, men de meget dyre produktioner skal der være sat en realistisk ramme for i en kommende aftale. Det bliver en kulturpolitisk udfordring at få Odense Kommunes forvaltning og Kulturudvalg til at godkende en helt ny plan og tænkning omkring de tre teatre, så vi får et meget mere moderne og tidssvarende storbyteater-kraftcenter i Odense.
På landsplan er det en teaterpolitisk udfordring at samle branchen, så alle teatre i højere grad begynder at tale med én stemme. Der arbejdes på det fra mange fronter og det er væsentligt, at alle bidrager. Drømmen for mange i branchen er i sidste ende at få udarbejdet en ny, tidsvarende teaterlov. Det kan vi kun få til at ske ved at trække på samme hammel – store som små lige fra de små projektteatre til Det Kongelige Teater. Personligt tror jeg, at samarbejde, dialog og videndeling er vejen frem. Sammen er vi mindst lige så stærke som museerne og filmbranchen, som vi ofte ser misundeligt i retning af."
6. Joker-spørgsmålet fra seneste profilteater Grønnegade Teater/ siden årsskiftet Det lille Turnéteater (Pernille Plantener Holst): Momentum har i år valgt et repertoire inspireret af Det Kgl. Teaters skuespil-repertoire. Er valget af dig som administrativ leder på Den Fynske Opera det første skridt i retning af et ”mini-Kgl. Teater” hvor alle de sceniske kunstarter er samlet under fælles administration i Odense?
”Nej og ja.
Nej, fordi Momentums sæson er slut til sommer, og så ”lukker” Det Ny Kgl. Teater som projekt i sagens natur, og Momentum skal i nye retninger i de kommende sæsoner. Volume-modellen, som Momentum er kendt for, kører ufortrødent videre – også efter en eventuel fusion.
Ja, fordi fusionen jo i sagens natur vil komme til at få en struktur med en teaterleder og tre selvstændige kunstneriske enheder – ja – lidt a la Det Kongelige Teater – vi mangler bare dansen. Man kunne jo drømme om at få flettet et producerende danseteater ind i ligningen en dag. Odense har altid manglet et sådant, og Odenseanerne elsker danseforestillinger, der er altid fuldt hus til dans, når huset præsenterer både danske og internationale dansegæstespil.”
Hvad vil du spørge næste uges profil, Lars Ole Mathiasen (Den Ny Opera), om?
”Kære Lars Ole. Sammen er vi stærkere, tror jeg på. Derfor spørger jeg dig: Ser du et behov for, og hvad skal der til for, at de små/mindre TIO-operahuse og musikteaterproducenter (Den Ny Opera, Operaen i Midten, Undergrunden, Århus Sommeropera, Den Fynske Opera m.fl.) får mere med hinanden at gøre i fremtiden; det kunne være flere samproduktioner og udveksling af produktioner, ekspertise, kompetence og viden? Ville det give mening at de små kompagnier mødes en eller to gange årligt i TIO-regi og danner et netværk?”
Læs "PS Profil: Grønnegade Teater (fra årsskiftet Det lille Turnéteater)"