I efteråret 2014 lancerede Odsherred Teater planerne om at flytte i nye bygninger midt på gågaden i Nykøbing Sj., og den 3. september er man så klar til endelig at åbne officielt i de nye, centrale omgivelser, der skal hjælpe teatret til en bedre lokal forankring.
”Opbakningen til dette ambitiøse projekt har lige fra starten været overvældende – fra borgere, fra foreninger, fra politisk hold og fra erhvervslivet. Uden den var det aldrig lykkedes,” udtaler teaterleder Simon Vagn Jensen i en pressemeddelelse.
Program for lørdag den 3. september
Tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkomne.
Kl. 14-16:Indvielsesreception med taler af borgmester Thomas Adelskov, viceborgmester Steen Egede Jensen, kulturdvalgsformand Søren With og teaterleder Simon Vagn Jensen samt let underholdning ved Odsherred Teater.
Kl. 17-18.30: Spisning. Du kan købe buffet til kr. 175,- pr. pers. Bestilles på: info@lokalkompagniet.dk
Kl. 19.30: Vi blænder op for aftenens koncert med Danmarks suverænt bedste Beatlesorkester Repeatles. Vi fejrer 50 året for et af de absolut bedste Beatles album Revolver som Repeatles giver den fulde version af. Herefter er der hitparade med Beatlesnumre. Gæsteoptræden af Henrik Ipsen.
OBS! Samme aften er der Honky Tonk i Nykøbing med musik i alle cafeer, restauranter mm. Det er IKKE nødvendigt at købe et Honky Tonk armbånd til teatrets åbningsarrangement.
Gevinst for handelslivet
Odsherred Kommune har købt de tomme bygninger, der tidligere husede Irma, og finansieret en ombygning af den forreste del af bygningen til caféteater. Teatret er nu, i samarbejde med kommunen, i gang med at skabe yderligere økonomisk fundament til det, som på sigt bliver anden etape; nybygningen af en moderne teatersal i bagerste del af den tidligere Irma-bygning.
”Jeg håber og tror, at byrådets store investering og satsning med den nye teaterbygning midt på Algade i Nykøbing, vil blive en kæmpe gevinst for handelslivet og Nykøbing, men i lige så høj grad til glæde og gavn for borgerne i hele Odsherred. Teatret er en bannerfører og omdrejningspunkt for store dele af egnens kulturaktiviteter, og den nye teaterbygning og placering giver derved teatret mulighed for at komme endnu tættere på sit publikum,” siger Thomas Adelskov, der er borgmester i Odsherred kommune.
En del af en større strategi
Odsherred Teaters placering i bymidten indgår som en del af Odsherred Kommunes udviklingsstrategi, der bl.a. fokuserer på at løfte det oplevelsesmæssige byrum i Nykøbing.
Her vil Odsherred Teater bidrage med øget aktivitet og øget samarbejde mellem kultur og erhverv, og teatret vil styrke sin position som en synlig og udviklingsfokuseret kulturinstitution, der forholder sig målrettet til Odsherreds udfordringer og potentialer.
Scenografer har indrettet
Scenografteamet Sir Grand Lear, som består af Ingvild Grande og Lea Burrows, har hjulpet med indretningen af det nye teaterrum, cafe og kontorarealer. Målet har været at skabe hjemlige og rare rammer, som man har lyst til at slå sig ned og være i, og det har resulteret i et farverigt interiør inspireret af farverne i den odsherredske natur.
Fra parkteater til byteater
Odsherred Teater åbnede i Annebergparken lidt uden for Nykøbing Sjælland i 1996. Fra begyndelsen markerede teatret sig med en stærk kunstnerisk profil og producerede de følgende år en lang række forestillinger af meget høj kvalitet. Teatret var i de første mange år næsten udelukkende et turnéteater, og var markant på nationalt plan, men næsten usynligt lokalt.
I 2011 blev der taget et drastisk valg, hvor teatret redefinerede sig selv, så den nationale turnéaktivitet blev helt fravalgt, og teatret i stedet valgte at få inspiration fra det at være et lokalt forankret egnsteater. Flytningen af teatret er kronen på redefineringsprojektet. Samtidig har teatret fastholdt sin turnévirksomhed omend i mindre omfang.
Læs mere om Odsherred Teater