Modtag ugentlig nyhedsbrev
tilmeld
afmeld
     
 
OPSLAGS-
TAVLEN
SE FLERE
     
 
 
   
       
 

ARTIKLER

Følg med i scenekunsten!
Tilmeld dig ovenfor hvis du vil modtage Prosceniums ugentlige nyhedsoversigt (udsendes mandage)
<45678910111213>
 
10-05-2017 | artikel nr. 6168
del

PS Profil: Bornholms Teater

Jens Svane Boutrup har været teaterchef på Bornholms Teater siden 2008. Foto: Rasmus Rønne

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Bornholms Teater.

Af Signe Ravn

Teater: Bornholms Teater

Navn: Jens Svane Boutrup

Titel: Teaterchef siden 2008

 

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket?

"Vi fik ved årsskiftet en ny egnsteateraftale, hvor vi fremadrettet skal producere to forestillinger årligt. Bornholms Teater har siden stiftelsen i 2005 kun skullet producere én forestilling om året. Med den nye egnsteaterbevilling fulgte der desværre ikke flere penge med, så vi er optaget af at finde en model hvor vi kan lave fantastiske forestillinger for få midler. Den nye aftale betyder at vi må stoppe vores projekt med Holberg-opsætninger i klassiske rammer. Det er for dyrt. Vi skal nu forberede et skifte til et nyt repertoire som gir mening på Bornholm og i de særlige historiske rammer vi bor i på Rønne Theater. Det er en svær, men også spændende opgave."

 

2. Hvad er højdepunktet i jeres sæson?

"Højdepunktet i denne sæson er klart vores store sommerforestilling ”Erasmus Montanus”. Det bliver sidste chance for at se Holberg i de særlige historiske rammer med genskabte barokkulisser og hele udtrækket. Vi har et stærkt hold skuespillere med i år, så vi glæder os meget til at give den fuld gas!"

 

3. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med?

"Ingen tvivl om at skiftet fra sommerrevy til Holberg og et repertoire, der udnytter de historiske rammer, vi bor i, har været et svært, men også et godt initiativ. Det er blevet taget godt imod af publikum, af teaterbranchen, af medierne samt ikke mindst de mange fonde, der har gjort det muligt. Det er begyndelsen på arbejdet med at skabe et dynamisk samspil mellem de særlige rammer og det kunstneriske arbejde."

 

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste?

"Godt helbred, flere penge og en juli, der ikke bliver alt for varm, så folk ikke får den underlige idé, at det er sjovere at grille end at gå i teatret…"

 

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?

"Uha, der er mange. Men jeg synes på den lange bane, at det er en vigtig, og måske nogle gange lidt usynlig opgave at styrke egnsteatrenes og storbyteatrenes lokale position. Udviklingen over de sidste 10 år er, at staten blander sig mere og mere, men betaler mindre og mindre. Derfor er det afgørende, at vi har et stærkt lokalt fodfæste og samarbejde med kommunerne. Egnsteater- og storbyteatermodellen er unik, fordi det er lokale, kunstproducerende enheder. Her kan borgere komme tæt på, hvordan professionelt teater skabes. Det er faktisk helt enestående i kulturpolitikken og bør være vand på alle politikeres mølle – også de lokale. Der findes mange lykkelige eksempler på kommuner/lokalsamfund og teatre, der arbejder tæt sammen. Men det er også vigtigt hele tiden at styrke og udvikle de samarbejder. Ellers kunne vi ligeså godt producere det hele i København. Det ville være langt billigere, og skuespillerne ville ikke have så langt på arbejde. Men det ville være trist for teaterkunsten."


Jokerspørgsmålet fra Anemoneteatret: ”Selvom Bornholm er forbundet med færge, fly, Folkemøde og den digitale verden, er det en ø med risiko for at blive isoleret. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan I oplever den lokale tilknytning til jeres sted i den forbindelse? Hvordan inddrager I jeres lokale? Har I et fællesskab om teatret, der er særligt/anderledes, eller hvordan adskiller det sig fra for eksempel et storbyteater? Jeg vil også gerne høre, hvordan I får samspillet mellem Teaterforeningen, Bornholms teater og Rønne teater til at fungere?”

"Bornholms Teater er i den særlige situation, at vi bor på Danmarks ældste levende teater, Rønne Theater, fra 1823. Blandt bornholmerne er der en meget stor kærlighed til dette smukke og særlige sted. Vi har mange publikumsgrupper, som ser forskellige forestillinger: teaterforeningens gæstespil, vores produktioner, amatørforestillinger/dialektkomedier og dramaskolens forestillinger. Der er en stor gruppe af frivillige tilknyttet de forskellige brugere af teatret, og det giver os en solid, lokal base. Publikum skelner ikke mellem, hvem der er afsender på de forskellige forestillinger. De går i teatret. Det er klart, at der kommer gnidninger mellem de forskellige passionerede brugere af huset, og at det nogen gange gør det besværligt at producere. Men det er nu engang bornholmernes teater, og det skal kunne rumme det hele. Det har fungeret i næsten 200 år, så det skal det også fremover. Selvom vi skændes indimellem, så er mangfoldigheden med til at gøre Rønne Theater til et helt særligt sted."

 

Stafet-spørgsmålet: Hvad du vil gerne spørge næste profilteater, HamletScenen (teaterchef Lars Romann Engel), om?

"Hvordan balancerer I det at være et lokalt teater i Helsingør med at være et internationalt Shakespeare-teater?"

23-11-2017

Forlaget DRAMA er lukket efter betalingsstandsning

DATS’ forlag, butik og webshop, DRAMA, har været nødt til at indføre betalingsstandsning. De vil sandsynligvis senere indgive en konkursbegæring. Bestyrelsen håber, at de engang i fremtiden kan starte et nyt forlag.

22-11-2017

Navnenyt: Ulla Dengsøe får Merete Hegner Prisen

Merete Hegner Prisen gik i år til den kunstneriske leder af Festival of Wonder, Ulla Dengsøe.

21-11-2017

Teatret som demokratiskaber

I månederne op til kommunalvalget i dag den 21. november har flere teatre landet over sat vælgermøder, forestillinger og festivaler op med udgangspunkt i valg og demokrati.

20-11-2017

Kunst og kultur til debat i kommunalvalget

Dagen op til kommunalvalget har Proscenium samlet en række debatindlæg fra kulturdebattører og kommunalpolitikere: Rasmus Norup (K) vil holde fast i aktiv kulturpolitik, fordi den skaber velfærd og livskvalitet. Maria Frej (SF) insisterer på at tale kulturen op, fordi kunst og kultur er med til at gøre os til stærkere og klogere mennesker, hvilket dermed også gør vores samfund stærkt. Michael Vajhøj (LA) mener, at kunsten er vigtig, fordi den tvinger os til at forholde os til vores samfund og til os selv.

17-11-2017

Bora Bora får støtte fra Statens Kunstfond

Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) under Statens Kunstfond har netop uddelt midler fra puljen for internationale residensværtskaber. Bora Bora, Københavns Internationale Teater og Dansehallerne har fået støtte.

17-11-2017

Skab bedre rammer for kunst i Åben Skole med national forpligtelse

Til et dialogmøde på Christiansborg fremhævede blandt andet TIO’s Åben Skole-udvalg, at samarbejdet med kommunerne er vigtigt for at få implementeret kunsten i skolen – samtidig efterspørges klare nationale rammer.

16-11-2017

Sammenlægning af de kunstneriske uddannelser: Er deres udfordringer egentlig ens?

Søndag Aften sætter spørgsmålstegn ved, om Henrik Sveidahls diagnose af de kunstneriskes uddannelsers udfordringer er korrekt, og om der skal findes én løsning til alle skolerne.

15-11-2017

PS Profil: Teatret Zeppelin

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Teatret Zeppelin.

15-11-2017

Navnenyt: Martin Kragballe Appelquist Rasmussen er ny formand for UNIMA Danmark.

Martin Kragballe Appelquist Rasmussen er ny formand for den danske afdeling af den internationale dukketeaterorganisation UNIMA.

14-11-2017

Navnenyt: Caroline Kirkegaard er ny i TIO

TIOs kommunikationsmedarbejder Signe Ravn er gået på barsel, og Caroline M.B. Kirkegaard er derfor ny kvinde på posten.

13-11-2017

Flere går i teatret

En analyse fra Søndag Aften viser, at der i 2016 var næsten 100.000 flere gæster i teatret i forhold til 2015, og at teatrene fra 2012 til 2016 har oplevet en stigning i gæster på 11 pct.

13-11-2017

Fælles initiativ mod sexchikane

Det er skræmmende tal, som en undersøgelse fra Politiken blandt Dansk Skuespilforbunds kvindelige skuespillere, viser. Her er det kommet frem, at 64 pct. af de adspurgte kvindelige skuespillere har oplevet sexchikane fra en chef.

10-11-2017

Hvor mange penge bruger din kommune på kultur?

Undervisning og kultur er en post på alle kommuners budget. Men hvor mange penge bruger din kommune på kultur? Politiken.dk har lavet en oversigt.

09-11-2017

Bock: Sveidahls analyser skal diskuteres åbent

Mette Bock lovede i forrige uge, at der ikke bliver nogen tvangsfusion af de kunstneriske uddannelser, men hun understreger, at Sveidahl-rapportens analyser fortjener at blive diskuteret.

09-11-2017

GrowOP! Festival: Danmarks første operafestival for børn

Fra lørdag den 11. til søndag den 26. november får børn mulighed for at opleve opera målrettet netop dem, når GrowOP! Festival sted i Aarhus, Herning, Samsø, Ikast, Struer og Holstebro.

Proscenium er de danske teatres portal til internettet.
Artikler på Proscenium skrives og redigeres af TIO's sekretariat.
Opslagstavlen på Proscenium er brugerdrevet; TIO fralægger sig ethvert ansvar for indlæg på opslagstavlen.