27-01-2017 | artikel nr. 5998

ANNE MIDDELBOE SLÅR ET SLAG FOR LUKNINGSTRUEDE BØRNETEATRE

50.000 publikummer årligt skal ikke lades i stikken, og derfor opfordrer Informations anmelder Københavns Kommune til at finde de nødvendige midler, så både Anemoneteatret og Zangenbergs Teater kan fortsætte.

Af Signe Ravn

Både på Anemoneteatret og Zangenbergs Teater har man, siden sidste års besked om, at man ikke længere ville have status af lille storbyteater fra 2017, arbejdet for at finde nye veje og alternativ finansiering for at sikre, at der fortsat er gode muligheder for at se børneteater i indre by. Og nu kommer Informations anmelder Anne Middelboe Christensen, der desuden anmelder børneteater hos Teateravisen.dk, dem til undsætning.

I kommentaren ”Politikerne glemmer de korte børneben” udtrykker hun håb om, at politikerne tør indrømme, at deres oprindelige beslutning var en fejl og i stedet tage ”en ny og bedre beslutning” til glæde for de 50.000 tilskuere, børn og pædagoger, der hvert år ser teater på de to scener i København K.

”Det kan godt være, at politikerne ønsker sig en anden geografisk spredning af børneteatrene i København. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at børneflokke med korte ben skal kunne komme i teatret i København med offentlig transport på en overskuelig måde - ikke bare fra Indre Nørrebro, men også fra Køge og Holte og Roskilde. Og gerne også fra Amsterdam og Shanghai. Dansk børneteater ligger i toppen af verdensranglisten. Også derfor er det uklogt at fjerne to børneteatre fem minutter fra Nørreport Station,” fastslår Anne Middelboe Christensen i Information.

”Nu er det 2017. Siden sommerferien har Anemoneteatret og Zangenbergs Teater knoklet med at efterleve politikernes fremtidsidealer for teaterdrift. Nu er det tid til, at Københavns Kommune finder midler til at fortsætte disse to teatre,” lyder den klare opfordring fra Informations anmelder.