Jesper la Cour Andersen kan fejre sit teater, Det Fortællende Teaters 20- års jubilæum. Her fra forestillingen "I Guder!". Foto: pressefoto
Af Signe Ravn
Efter et par år på teologistudiet og et år på lærerseminariet indså den senere stifter af Det Fortællende Teater, Jesper la Cour Andersen, i midten af 1990’erne, at han begge steder meget hurtigt blev helt opslugt af dramagrupperne, og at hans fem år i projekt- og gruppeteatre og fire års mime-, skuespil- og fortælletræning hos Anni Vind, Danny Andersen og Niels Christian Smith havde bragt ham på et spor, han følte sig hjemme på, og derfor måtte følge. Samtidig var stod det klart, at hans engagement på Bjørneteatret ville ophøre, så der skulle ske noget nyt.
”Som stifter af Det Fortællende Teater bliver det min fortælling om teatrets historie, der følger her.
Jeg har aldrig været god til at gå og vente på, at telefonen skulle ringe med det næste job, så da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle arbejde, spurgte jeg mig selv, om jeg så ikke skulle gøre det, jeg havde lært i undergrundsteatret i gennem 80'erne, at bruge det jeg har og se hvor langt, jeg kan komme med det.
Det jeg havde, var mit "svendestykke", forestillingen ”Soldaten og Døden”, et klassisk russisk folkeeventyr, koreograferet og refusionsgodkendt i 1989-92,” fortæller Jesper la Cour Andersen til Proscenium.dk.
”Jeg fik tidligt i min teaterdannelse forståelse for teatret som en social hændelse, og at teatersituationen i bedste fald kunne afføde nærværende og sunde relationer mellem mennesker. Dario Fo og Franca Rames politiske kamp mod fascisterne i Italien og deres evne til at give personlige fortællinger stemme blev afgørende pejlemærker i min kunstneriske bevidsthed.”
Tilfældigt møde blev til makkerskab
Og det var under arbejdet med at øve ”Soldaten og Døden” op, at han en efterårsdag tilfældigt mødte Troels Kirk Ejsing foran Daells Varehus, hvor de to faldt i snak.
”Vi havde været sammen i ungdomsamatørteatergruppen Aldrig 15, hvor vi blandt andet havde lavet et fantastisk 6-ugers EF-støttet teaterudvekslingsprojekt med Italienske unge i Torino. Vi havde også været med i ungdomshusteatergruppen Nej på Gulvet, hvor vi havde en total vild proces og lavede ”Aku i Urskoven” af Jeanette Skov. Da jeg forstod, at Troels ikke var optaget af noget fast, røg det bare ud af mig, om han ikke kunne tænke sig at være musiker i ”Soldaten og Døden” – han kunne spille vaskebaljebas! Jeg vidste jo, at Troels var bassist, og det kunne være sygt sjovt at bruge et trash-instrument, noget enhver i princippet kunne gøre, eller i hvert fald lege med som ingrediens. Troels overvejede det og takkede ja. Det blev afsættet til 20 års samarbejde, som har bragt os til 15 lande på fire kontinenter.”
Skiftede navn flere gange
I ’97 var ”Soldaten og Døden” på showcase og blev igen refusionsgodkendt af Teaterrådet og var derefter på Børneteaterfestival, hvor teatret efterfølgende solgte 14 forestillinger.
”Vi skulle endda til Odense og spille på Mimeteatret. Jeg var super stolt over at skulle på en rigtig turné med mit eget, også selvom det jo langt fra var fuldtidsarbejde,” lyder det fra Jesper la Cour Andersen, der nu også måtte overveje et navn til sit teaterforetagende.
Og da han til en familiefrokost fik følgende muntre besked fra maleren Preben Hornung: ”Du er vist en værre spinatfugl", endte teatret med navnet Spinatfuglene og et logo af et spinatfuglefodspor. Navnet holdt lige indtil, at den litterære betydning af begrebet "spinatfugl" gik op for la Cour Andersen. Klaus Rifbjerg brugte i romanen "Spinatfuglene" fra 1978 begrebet om anmeldere og freelancejournalister, som er endt med at skrive om det, de selv havde drømt om at blive, men aldrig var blevet.
”Så blegnede begrebet langsomt for mig, og jeg spurgte mig selv om, hvad jeg selv ville kalde det, jeg lavede. Jeg husker nogle nætter, hvor jeg lå vågen og vendte og drejede begreberne, og hvordan begrebet "Det fortællende Teater" fyldte mere og mere for til sidst at have dannet en form, jeg dybtfølt kunne stå inde for. I et par år hed teatret Spinatfuglene – Det Fortællende Teater, for i 2000 kun at hedde Det Fortællende Teater og fra 2005 The Telling Theatre i internationale sammenhænge.”
Overvældende succes
Det Fortællende Teater har siden begyndelsen produceret 12 forestillinger, der er opført tæt på 1.600 gange nationalt og 100 gange internationalt fordelt over 15 lande på fire kontinenter. Det er Jesper la Cour Andersen, der selv har stået for administrationen af teatret og alle forestillinger, mens Troels Kirk Ejsing og Anne Karina Nikolajsen har taget del i turneplanlægning og tilrettelæggelse af de forestillinger, de selv er del af.
Nogen gange tager teaterlederen sig i at tænke over, hvor vildt det er, at Det Fortællende Teater har to forestillinger, hvoraf den ene har spillet ca. 700 gange og den anden ca. 600 gange.
”Hvilket teater ville ikke kalde det overvældende succes? Hvor mange af de store teatre spiller deres forestillinger mere end 60 gange? Og 100 gange er et megasucceskriterie," konstaterer Jesper la Cour Andersen, der dybt rørt, på vegne af Det Fortællende Teater, modtog Børneteaterprisen i Horsens 2006 til kollegernes stående bifald på Horsens Ny Teater.
Det markerede en foreløbig kulmination på teatrets udvikling, som for alvor tog fart i 2001 med forestillingen ”Bjowulf”, som duoen skabte, da de lagde ”Soldaten og Døden” på hylden.
En ordentlig røvfuld forestillinger
””Bjowulf” havde fået refusion på papiret og blev vist på festivalen i Herning, og da jeg havde modtaget 34 bestillinger allerede i løbet af mandagen efter festivalen, og 65 inden ugen var omme, gik teatret ind i en anden fase og har faktisk haft udsolgt et halvt til et helt år frem, og jeg har ikke været på understøttelse siden,” fortæller Jesper la Cour Andersen til Proscenium.dk.
Selv vurderer Jesper la Cour Andersen, at det vendepunkt indtraf, fordi forestillingen efter to års udvikling var blevet rigtig god og var et stykke arbejde, som de følte sig godt tilpas i.
”Vi fik siden at vide, at en af formidlerne fra Amager havde underholdt hele bussen med at genfortælle forestillingen og kastet sig rundt i bussen og spillet alle rollerne, så de havde ligget flade af grin, og tiden var fløjet afsted, hvilket gjorde, at Amager købte en ordentlig røvfuld forestillinger allerede næste dag,” forklarer teaterlederen.
Han tilføjer, at ”Bjowulf” på opfordring fra en canadisk formidler i 2004 blev oversat til engelsk og siden har turneret til 25 internationale festivaler og så afsides liggende steder som Yukon, Risikesh i Indien og Norilsk i Rusland.
Syv scenografier i en kassevogn
Det Fortællende Teater har altid været et turnerende teater med kontor på teaterlederens privatadresse. I de første år udgjorde Troels Kirk Ejsings garage teatrets lager for scenografier og lys. Men siden 2005, hvor de opdagede, hvor belastende det var at sende udstyr til udlandet, har de i dag begrænset alle produktioner til et absolut minimum af teknik, så der stort set kun skal bruges to bagtæpper og fire lamper og ganske få rekvisitter; én zinkvandkande, to skulpturskamler og et sort danseunderlag til i alt syv nuværende værker. Alle syv forestillinger kan snildt være i teatrets kassevogn på en gang.
Det Fortællende Teater har haft værksted på Forsøgsstationen – Værksted for professionel scenekunst siden 2011. Her foregår den daglige træning og faglige udveksling, og her er forestillingerne "Holger", "Pandoras Ar", "Amled" og "Narcissus og Ekko" udviklet, ligesom Story Play-begrebet, der også er afprøvet der i en forsøgsrække.
Skolebørn skabte fortællefestival ud fra Story Play
”Story Play er et begreb, som har taget form lige siden 89, hvor jeg lavede min første egentlige fortælleteaterforestilling. Begrebet dækker over den proces, det er, at gøre en fortælling til scenekunst. Grunden til, at jeg har valgt de engelske termer, er fordi, de bedre beskriver hvilket fokus, der ligger i processen. Man tager en "story" og gør den til et "play". Begrebet opstod i 2011, da jeg blev bedt om at undervise i "Fortælleglæde" på University College i Hamar, Norge. Det fik mig til at stille mig selv spørgsmålet om, hvad sker der, når det går godt. Det affødte en cykliskprocesbeskrivelse bestående af fem faser i arbejdet med at bygge et Story Play op. Det lykkedes i høj grad, gennem eksempler, af indføre kursusdeltagerne i det vældige kreative felt, det er at dele fortællinger ved at aktivere dem fysisk,” forklarer Jesper la Cour Andersen.
I 2012 og 2013 stod la Cour Andersen i spidsen for at videreudvikle begrebet på to store workshops på Meyerholt Centret i Moskva, og i dag er der oprettet Storytelling Studio, hvor der arbejdes videre med metoden. Desuden De forsøg og begreberne er grundigt beskrevet på storyplay.dk/forsøg. Senest arbejdede Det Fortællende Teater med en hel skole i Skive, som endte med at lave en lokal fortællefestival efter en uges intenst arbejde med Story Play-begrebet. 50 af skolens 100 børn fortalte egne fortællinger på 14 positioner i landskabet omkring skolen, hvor publikum, familier og venner, i to grupper, blev ført rundt. Projektet blev udvalgt til forskningsprojekt af Kulturstyrelsen og blev derfor fulgt at to forskere. Deres rapport foreligger i maj 2017.
En knokler i privilegerede rammer
Et jubilæum er en anledning til at kigge tilbage, og her er der især to nøglepersoner, der har været afgørende for Det Fortællende Teater.
”Uden Troels' enorme musikalitet, tålmodighed og loyalitet havde alt set anderledes ud, og min kone, Bettina, har været der og givet mig plads og frihed til at forfølge nogle ret vilde kunstneriske ideer og fordybelser og tilladt mig det fravær, det også kræver for at forberede og opbygge et stort nærvær. Og så er der den trofaste kundekreds, hvor venskaber og kunstneriske ambitioner er udviklet til essentielle platforme gennem tiden. Mine lærere, som jeg står på skuldrene af, er dagligt i mine tanker,” roser Jesper la Cour Andersen og tilføjer så:
”Jeg kan heller ikke se bort fra, specielt efter at have mødt kollegaer i andre verdensdele med helt andre belastede arbejdsvilkår, at jeg, i kraft af den førte social og kulturpolitik, har redet på en socialkulturel bølge af velstand som grundlag for overhovedet at kunne leve og arbejde og knokle i så privilegerede rammer, som jeg har. Det er jeg dybt taknemmelig for.”
Det Fortællende Teater fik bevilget yderligere to års driftsstøtte af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst ved sidste ansøgningsrunde, og teatret har dermed sikret sig dels fortsættelse af turnevirksomheden og ikke mindst udviklingen af Story Play-begrebet, da et del af driftsansøgningen var midler til endnu et forsøg på Forsøgsstationen og yderligere to skoleprojekter.
Læs Proscenium.dk’s artikel: ”Det Fortællende Teater fejrer 20-års jubilæum”