10.05.19

Løntilskudsstilling som kommunikationsmedarbejder på Odin Teatret

Kan du lide at arbejde i et kunstnerisk og internationalt miljø? Har du erfaring med digital marketing på dansk og engelsk (og evt. flere sprog) og er du interesseret i kunst, kultur og teater? Har du lyst til få erfaring med kulturelle projekter både på det strukturelle, praktiske og formelle plan? Så er en løntilskudsstilling på Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret måske noget for dig.

Vi er et teaterlaboratorium med mange bolde i luften. Hos os får du erfaring med både den nationale og internationale scenekunstverden. Din erfaring med kommunikation, PR og digital markedsføring kan styrke vores profil udadtil og hjælpe teatret med at nå ud til flere målgrupper.

På Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret producerer vi teater, huser gæstespil og laver forskellige teaterprojekter både i Danmark og i udlandet. Vi har årligt forskellige festivaler og workshops, hvor deltagere fra hele verden rejser til Holstebro for at lære om Odin Teatret. Vores ensemble besøger årligt mellem 10-15 lande på vores turneer, arbejder med internationale teaterprojekter og arrangerer forskellige festivaler som Transit Festival, Holstebro Festuge, Odin Uge mm. Vi er 28 fastansatte fra 11 forskellige lande og selve teatret er altid fyldt med interessante teaterkunstnere fra forskellige dele af verden.

Vi er en projektorienteret arbejdsplads, hvor alle arbejdere har del i flere forskellige projekter og alle jonglerer med mange bolde i luften. Det giver sus i maven med spændende projekter, men det skaber også travlhed i kommunikationsteamet. Din stilling kommer til at fokusere på arbejde med sociale medier, brandingstrategi, PR-arbejde og hjælp til ajourføring af hjemmeside. Skulle du have andre kompetencer indenfor kultur – og teaterområdet, kan din arbejdsbeskrivelse også udvides indenfor dine kompetenceområder. Brænder du for teater og kulturarbejde med børn og unge kan der være muligheder for inddragelse i nogle af vores projekter med børnekulturlaboratoriet Lab-lab.
Da vi er et stort hus med i alt 12 ansat på administrationsområdet, er der også mulighed for at du kan blive inddraget i andre arbejdsområder afhængigt af dine øvrige kompetencer.

Vi lægger vægt på at du
– Har en uddannelsesmæssig baggrund inden for kommunikation eller solid erfaring med kommunikationsarbejde
– Har erfaring med digital marketing på sociale medier
– Har stærke skriftlige kommunikationsevner både på dansk og engelsk
– Kan begå dig i til tider tætpakkede arbejdsdage
– Kan indgå med fleksibilitet i arbejdet og tage forandringer med et smil
– Kan arbejde selvstændigt og spille bold med dine kollegaer

Det er en fordel hvis du
– interesserer dig for formidling af teateroplevelser for både børn og voksne
– har erfaring fra andre kulturelle projektansættelser
– har internationalt mindset
– har erfaring med videoredigering, photoshop og InDesign.

Du kan læse mere om os på www.odinteatret.dk

Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en kommunikationsmedarbejder i løntilskudsstilling. Lønnen i henhold til gældende løntilskudsregler. Dit daglige arbejdssted vil være Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, Særkærparken 144, 7500 Holstebro.

Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt. Du kan få yderligere oplysning om stillingen hos kommunikationsmedarbejder Anna Marie Houe på 24466406 eller annamarie@odinteatret.dk.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest mandag den 31. maj 2019.