22.02.19

OPEN CALL: Kvindelige performere søges til forestilling på Betty Nansen Teatret

Til efteråret præsenterer Betty Nansen Teatret forestillingen DE ASYLSØGENDE KVINDER. Forestillingen har et stort kvindekor i hovedrollen. Kvinder mellem 15 – 27 år kan søge nu via en åben audition.

I sæson 2019/2020 er Betty Nansen Teatret, Aalborg Teater og Malmø Stadsteater gået sammen om et storstilet samarbejde. Forestillingen DE ASYLSØGENDE KVINDER sættes i løbet af sæsonen op på alle tre scener med et nyt folkekor i hver by. Derfor søger vi nu 25 kvinder til det kor, der skal spille hovedrollen i forestillingen på Betty Nansen Teatret.

Verdens ældste asyldrama
DE ASYLSØGENDE KVINDER er skrevet for 2500 år siden af den græske tragediedigter Aischylos, og er et af verdens ældste teaterstykker. Samtidigt er stykket så aktuelt, at man skulle tro, at det var skrevet i dag.

En gruppe yngre kvinder efterlader alt og går ombord på en båd i Nordafrika for at sejle over Middelhavet. De flygter fra vold, overgreb og tvang og beder om beskyttelse i Grækenland hos kongen af Argos. Her siger loven, at skal kongen give dem asyl, men skal kongen nu lytte til loven og de bønfaldende kvinder eller skal han beskytte sine borgere og sin by mod de mulige konflikter?

Et folkekor af lokale stemmer
Gruppen af asylsøgende kvinder er forestillingens egentlige hovedrolle og skal spilles af et folkekor af kvinder mellem 15 og 27 år. Koret taler direkte til publikum i salen med sang og koreograf.

”Normalt i sådan en forestilling er koret en slags kommentator, som fra sidelinjen kommenterer på handlingen mellem hovedpersonerne undervejs. Men i den her forestilling er koret selve drivkraften i handlingen, og det er meget specielt, ” siger instruktør Simon Boberg om folkekorets rolle og betydning.

Koret skal bestå af yngre kvinder fra lokalområdet for at afspejle mangfoldigheden i den by, hvor forestillingen spiller. Udover koret medvirker tre professionelle skuespillere og tre musikere, der spiller live på scenen.

Forestillingen opføres i en ny bearbejdelse af den skotske dramatiker David Greig og med nyskrevet musik af John Browne.

Hvem søger vi?
Kvinder mellem 15 – 27 år, bosiddende i København som kan udtrykke sig i både sang og bevægelse. Det er en fordel med korerfaring, men ikke et krav. Du brænder for scenekunst med noget på hjerte og har lyst til at medvirke frivilligt i et kreativt forløb, da vi desværre ikke kan tilbyde løn.

Ansøg
Send en kort video til audition@bettynansen.dk inden den 8. marts. Videoen skal indeholde en kort motivation for, hvorfor du gerne vil medvirke i forestillingen og en a capella sang efter eget valg. Vi holder audition den 23. – 24. marts 2019.

Læs mere om ansøgningsproceduren

DE ASYLSØGENDE KVINDER produceres som et samarbejde mellem Betty Nansen Teatret i København, Aalborg Teater og Malmø Stadsteater og spiller på alle 3 scener i sæson 19/20. I hver forestilling medvirker et nyt, lokalt kor.

Kontakt presseansvarlig Jette Lin Nielsen på jette@bettynansen.dk / 33 29 61 05 eller 31 75 37 35 for spørgsmål eller yderligere info.