19.11.18

ZeBU søger teaterteknisk elev

ZeBU søger teaterteknisk elev til at blive en del af vores faste medarbejderstab, og til deltagelse i teknisk tilblivelse og afviklingen af både vores stationære og turnerende teaterforestillinger. ZeBU er et professionelt teater som producerer forestillinger for børn, unge og deres voksne, samt mange andre aktiviteter, så som gæstespil, festivaler, teaterworkshops og mere eksperimenterende formater.

Vi søger en elev fra teater-, event- og AV-teknikeruddannelsen, der har sit primære fokus på teaterteknikken og som har lyst til at indgå som en del af teamet i et lille teaterhus med et højt aktivitetsniveau. Som elev hos ZeBU er det et must, at du brænder for scenekunsten og at du går nysgerrigt til de forskellige tekniske opgaver, der opstår undervejs i arbejdet med en forestilling.

Du er god til at arbejde sammen med andre og ikke bange for at stille spørgsmål, når der er noget du ikke forstår. Men du er også i stand til at arbejde selvstændigt, tage ansvar og spotte opgaver og behov indenfor det tekniske felt. Du vil primært referere til den ene af teaterets to ledere, Jørgen Carlslund, og – i forbindelse med opsætninger af nye forestillinger – til produktionslederen på den pågældende produktion.

Herudover vil du også komme til at arbejde tæt sammen med vores andre projektansatte teknikere og designere, scenografer og instruktører, samt være en del af vores faste medarbejderstab, der rummer alt fra PR- og administrativt ansatte, til udviklere af undervisningsforløb mfl.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:
● Opsætning af lys, lyd o.l., i forbindelse med opsætninger af nye produktioner.
● Afvikling af forestillinger og festivaler.
● Deltagelse i turnéer (opbygning med det resterende hold, afvikling og nedtagning).
● Desuden er vi også interesserede i hvad du selv kommer med af interesser og kompetencer – måske er du en haj til at bygge, elsker at støbe i silikone, eller noget helt tredje.

Vi forventer at du:
● Brænder for dit fag og er kvalitetsbevidst, med et godt øje for detaljen.
● Er god til at kommunikere og sætter det gode samarbejde højt.
● Har kørekort til personbil.
● Bor i eller i nærheden af København.
● NB: Det er underordnet hvor langt du er i dit uddannelsesforløb og alle interesserede opfordres til at søge stillingen.

Vi kan tilbyde:
● En elevplads i et dynamisk teaterhus der skaber børne- og ungdomsteater af høj kvalitet, for et stort publikum.
● En arbejdsplads med en flad struktur og mulighed for at tage ansvar og blive hørt.
● Afvekslende arbejde med både stationært og turnerende teater, samt ny-produktioner, genopsætninger og festivaler.

Sådan søger du stillingen:
Send din ansøgning vedlagt CV og billede til ​carlslund@zebu.nu​ senest søn. d. 2. dec. kl. 24. Samtaler afholdes i København tirs. den 4. og ons. den 5. december og du vil få svar på din ansøgning snarest herefter. Elevpladsen ønskes besat pr. 2. januar 2019, eller efter aftale.

Kort om stedet:
ZeBU er et af landets førende børne- og ungdomsteatre, støttet af Københavns Kommune (i Lille Storbyteater-ordningen) og Statens Kunstfond. ZeBU har kontor og stationær teatersal på Amager, Øresundsvej 4 – 6, samt prøvesal og værksteder i Vanløse. Læs mere på ​www.zebu.nu​. Har du spørgsmål vedr. stillingen eller teateret, er du velkommen til at kontakte teaterleder Jørgen Carlslund på tlf. 40 84 83 33 eller mail carlslund@zebu.nu.