11.01.19

PS Profil: Cumulus Teatret

Birgitte Øigaard, Cumulus Teatret, er ugens PS Profil. Foto: Privat

For at lære Dansk Teaters medlemsteatre lidt bedre at kende på tværs af geografi, størrelse og arbejdsform har vi i en serie bedt dem skiftes til at være ugens profil.  5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Birgitte Øigaard fra Cumulus Teatret.

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket?

“Vi er optaget af vores netop afsluttede turné med Kammeroperaen ”Martyriet” om Kaj Munks svære spørgsmål i de sidste dage, og vi er optaget af, om det lykkedes for os at tilpasse forrige års stationære forestilling fra Takkelloftet til en turnes forskellige rum? Blandt andet skabte kirkerummene særlige udfordringer, men også særlige oplevelser med kontratenoren i Kaj Munks parti på Kaj Munks prædikestol i Kaj Munks kirke i Vedersø. Vi skal nu vurdere, om vi endnu engang vil vove at sende den smalle forestilling ud på landevejen.

Og så er vi optaget af forberedelserne til vores nye projekt, som er en kammeropera om Alfred Nobel. Det bliver ikke en kommentar til skandalerne eller til #MeToo, men en opera om våben, krig og fred, et aktuelt emne i et kompliceret og såret Europa, som deltager i oprustning midt i et brændende ønske om fred.”

 

2. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med? 

“Måske kan man ikke kalde forestillingen ”De Besatte” fra 2009 for et nyt initiativ. Forestillingen var en vision over Dostojevskijs roman af samme navn. På alle poster i produktionen blev der bidraget med en beundringsværdig nerve, som satte dette psykologiske mesterværk om en terrorcelles fødsel i skræmmende relation til nutiden.

Vi har altid arbejdet med nykomponeret musik opført live i vores produktioner – skuespil og opera. Vi har efterhånden arbejdet henimod at integrere musikerne i ensemblet, musikere som medspillere og i prøveforløbet i stand til sammen med komponist og instruktør at improvisere med det øvrige ensemble, mobile selv når det drejede sig om tunge strygere, uden noder, nodestativer, nodelys, ledninger og andre begrænsninger, i dialog med scenografi, projektioner, lys og teatrets øvrige arbejdsredskaber. Jeg bilder mig ikke ind, at vi nåede et mål, men vi var på vej ind i et inspirerende grænseløst felt.”

 

3. Hvad glæder I jer mest til i den kommende sæson?

“Den kommende sæson er for os en forberedende sæson. Vi er et projektteater. Vi springer fra tue til tue, og vi har således ikke mulighed for at tænke så langt, som det kunne være ønskeligt. Vi glæder os i første omgang til at fortsætte med at begejstre fonde og andre tilskudsgivere for vores nye projekt ”Dødens Købmand”. Vi glæder os i særdeleshed til den fortsatte kunstneriske dialog, og endelig glæder vi os til at begejstre publikum med en opera om gammelkendte konflikter i aktuel indpakning, men det bliver først i den følgende sæson på Takkelloftet.”

 

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste?

“Vores nære ønsker angår vores næste produktioner, hvor vi gerne vil levere en væsentlig historie i en kunstnerisk væsentlig kontekst. Det er vores ubeskedne ønske. Et tillægsønske er, at mediernes i højere grad ville rette deres fokus mod de små teatre. Vi er dog klar over, at vi selv skal blive bedre til at benytte de sociale medier.

Det vil derimod ikke være realistisk for os at ønske hus, driftsstøtte, kaffemaskine eller ro og fred til at udvikle os yderligere. Vi har eksisteret længe og aldrig i ro og fred, men med alt for mange kasketter på alt for få hoveder. Pionerånden er intakt, kasketterne også – omend slidte, og vi er taknemmelige for at tilstrækkelig mange har stolet på os og hjulpet os igennem årene. Men for et teater med en konstruktion som selvejende institution, er det ikke indlysende at kunne fortsætte i al fremtid. Det er ikke sandsynligt, at nogen kommer forbi med en brændende lyst til at fortsætte et teater med denne struktur. Hvis nogen om nogle år alligevel fik den ide at fortsætte Cumulus Teatret, ville mit råd da være: lav jeres eget. Teatre forgår, og teatre opstår, og det er fint sådan. Cumulus Teatret må bruge kræfterne på de nære produktioner, og ikke på at sikre en fremtid, hvor vi meget nemt ville kunne tabe det nære på gulvet. Jeg er klar over, at dette ikke er en opskrift for andre.”

 

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?

“Den omsiggribende politiske populisme, som viser forkærlighed for mainstream og det kendte og frygt for det smalle og ukendte, ser jeg som en stor udfordring, som forplanter sig til alle aspekter af vores samfund. Det føles skummelt, når man ind imellem oplever et armslænge princip under afvikling, og trist at visse politikere sætter splid mellem det elitære og det folkelige i stedet for at fremelske en indbyrdes afhængighed. Lad os fremover håbe på nysgerrighed på alle hylder, plads til det hele og på at den solidaritet, som er vokset teatrene imellem i de senere år, vil bidrage til et frodigt teaterlandskab.”

 

6. Stafet-spørgsmålet fra seneste profilteater, Aalborg Teater:

”Musikteater har en stærk position i dansk teater. Hvad mener I på Cumulus Teatret om den danske musikteatertradition, og hvordan kan den udvikles?”

Jeg mener, det er en generalisering at sige, at alt dansk musikteater har en stærk position i dagens teaterlandskab. Dansk musikteatertradition dækker over en lang række forskellige former.

Musical Teatret er den teaterform, som så afgjort har en stærk position i dag både i dansk professionelt og amatør teater, og der er ikke nogen skole med respekt for sig selv, som ikke opfører kendte eller selvskrevne musicals. Musicaltraditionen har ikke en lang tradition i Danmark, og først i dette århundrede er vi blevet så dygtige, at vi ikke mere behøver at hente sangere og dansere ind fra Sverige og England. Her har Det Danske Musicalakademi i Fredericia en god del af æren. Musicalen har fat i et misundelsesværdigt bredt og stort publikum, og jeg er sikker på, at musicalen er solidt funderet i den danske muld, men jeg er også sikker på, at jeg ikke er den rette til at udtale mig om dets udvikling.

Udover musicalteatret er der en mangefacetteret gruppe af musikteaterformer, som rummer de i dag så godt som glemte vaudeviller og syngespil, derudover operetter, revyer, operaer, teaterkoncerter og forskellige hybrider, hvortil f.eks. nogle af Cumulus Teatrets produktioner hører. Ingen af disse musikteatergenrer har musicalens store publikumspopularitet.

Ønsker og muligheder diskuteres jævnligt mellem de økonomisk tunge musikteaterhuse, som er på finansloven, og politikerne. I en tid, hvor grønthøsteren hersker, drejer dialogen sig mest om økonomi. Pladsen til frodige kunstneriske udvekslinger for fremtiden har ringe vilkår. Trods dette uinspirerende klima, har vi stærke kulturledere, som har kræfter til at tage disse trælse sværdslag og kæmpe for teatrenes overlevelse og stoppe ensemblernes krympning. De mere frie fugle på området har derimod, for nogles vedkommende, haft mulighed for at lægge en flot kunstnerisk linje, og også projektteatrene kan drømme, men også her er der naturligvis store økonomiske benspænd, som ind imellem stjæler al tid fra at realisere drømmene. Jeg er overbevist om en fremtid for musikteatrene, og jeg tror, vi i fremtiden kommer til at se flere og flere inspirerende fusioner mellem genrerne.

For flere musikteatre er det nødvendigt at supplere det traditionelle publikum med et nyt. En stor del af befolkningen har f.eks. ikke stiftet bekendtskab med opera og er heller ikke det mindste nysgerrig efter at undersøge dette i deres øjne støvede elitære medie. Operaen på Holmen gør et stort opsøgende arbejde, de store udendørs operaarrangementer om sommeren er et fint tiltag, og operatransmissionerne i landets biografer kan også bidrage, men tiltrækker nok først og fremmest et i forvejen motiveret publikum. Samproduktioner med andre operahuse i verden har længe været i gang for at kunne give det danske publikum lidt flere operaoplevelser, end økonomien ellers ville tillade. Hvad kan der gøres mere?

Det er en kendsgerning at det er vanskeligt at ændre et støvet image. Selvom de store operahuse forsøger at udfordre deres trofaste 55+ publikum, bliver de naturligvis også nødt til at fastholde dette publikum med jævnlige opførelser af operaer fra et gammelkendt repertoire i en umiddelbar genkendelig indpakning. Imidlertid kan operatraditionen kun udvikles, og et yngre publikum tiltrækkes ved at gå til kanten, ved at vende op og ned på alle ting, klassikeren med, og det kan klassikerne jo godt tåle, ellers var det jo ikke klassikere. Jeg er selv meget taknemmelig for nogle fantastiske operaoplevelser, som ikke nødvendigvis alle har været kioskbaskere. Hvorfor er der ikke et stormende yngre publikum til disse forestillinger? Spørgsmålet diskuteres flittigt, men måske skal man håbe på en udvikling, hvor de hellige haller i almindelighed vil udvikle sig lidt mindre helligt. Dette gælder også ind imellem for mindre musikteater produktioner. Alle må være med til, med et helt forkert ord,  at ”opdrage” publikum til mere uhellige former.  Der må findes en ny balance, hvor vi i overført betydning gerne må ”klappe mellem satserne”, selvom det ikke var det, vi plejede. I vores naboland Norge oplever man et meget bredere publikum til normsprængende, inspirerende musikteater-arrangementer. Ja, de har naturligvis deres oliepenge deroppe, men dem bruger de så altså også på kulturen.

Taler vi om operaen på Holmen, så har den et stort handikap. Huset ligger på det smukkeste sted i havnen, men i ophøjet fysisk isolation. Vi har en fremragende opera på højt internationalt niveau, men den inviterer ikke indenfor. Giv den nu også et miljø. I øjeblikket er der kun blæst og en parkeringsplads, hvor der burde være liv med cafeer, boghandel, gallerier, restauranter, badebroer m.m., og man burde også turde se indenfor i den utrolig smukke foyer, hvor der i en stor del af dagen kunne være større og mindre arrangementer. Operaen må udvikles til at være et værested og et mødested med tilbud og overraskelser uden af den grund at blive forvekslet med et billigt tivoli. Med den lette tilgang, der nu er over broerne, ville et nyt og yngre publikum kunne tiltrækkes, hvis de også kunne få øje på noget at komme efter. Med alle de nye rekreative miljøer på havneøerne, er det helt uforståeligt, at der fortsat skal gås i en stor bue udenom den fine opera på Holmen.  Så endte vi alligevel med økonomi og en opfordring til politikerne.”

 

Jeres stafet-spørgsmålet: Hvad vil I gerne spørge næste profilteater, Nørrebro Teater, om?

“Vi er så imponerede over jer. I betyder noget på Nørrebro med jeres fremragende, tit brede forestillinger. I har kunnet holde fast på et lokalt publikum, Hvad spørger man sådan et teater om?

Jeg er klar over, at I er aktive i jeres opsøgende arbejde med skoler og undervisningsinstitutioner, og selvom man møder nogle unge på Nørrebros Teater og nogle af disse unge er af mørkere glød, så må mine spørgsmål være:

”Hvad tænker I yderligere på at gøre for at få denne sidstnævnte målgruppe i tale?

Når jeres ældre trofaste publikum falder fra, vil man så møde et mere flerfarvet publikum i Nørrebros Teater, som i højere grad end i dag vil afspejle Nørrebros beboersammensætning?

Ingen kan forlange, at et teater kan løfte denne opgave alene, men I har helt sikkert gjort jer mange tanker, som I kan indvie os i.”