30.11.18

Navnenyt: Legater til Maja Ravn og Katrine Wiedemann

Scenograf Maja Ravn og instruktør Katrine Wiedemann er blandt dem, der hædres, når Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler legater ved en reception i København den 6. december 2018. Det skriver Altinget.dk.

Maja Ravn og Katrine Wiedemann har arbejdet sammen på en række forestillinger. Senest på ”Pelle Erobreren” på Østerbro Teater dette efterår.

Maja Ravn (f. 1967) har siden sin afgang fra Statens Teaterskole i 1993 lavet scenografi for en lang række teatre i både Danmark, Sverige og Tyskland. I år har hun blandt andet lavet scenografien til Elisa Kragerups første forestilling som chef for Betty Nansen Teatret, ”Orlando” samt ”Et Vintereventyr”, der også blev opført i 2017, på Republique.  I 2008 vandt hun en Reumert for scenografien til ”Et Drømmespil”, der blev opført på Betty Nansen Teatret. I 2019 skaber hun scenografien til ”Shakespeare in Love” på Østerbro Teater og ”Amadeus” på Det Kongelige Teater.

Katrine Wiedemann er autodidakt instruktør og har markeret sig som en stærk billedskaber siden sin debut med ”Peer Gynt” på FÅR302 i 1992. Hun var instruktør på ”Et Vintereventyr” på Republique i 2017 og 2018. I 2006 modtog hun en Reumert for Årets instruktør for ”HAVFRUEN”, og i 2008 var det ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret, der blev Årets forestilling.

Ifølge Altinget.dk hædres i alt 27 kunstnere med legater for samlet set 2 millioner kroner.

Foto: Natascha Thiara Rydvald