03.08.18

Artikelserie i Politiken: Grønthøsteren

I 2015 besluttede regeringen, at det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent årligt for statslige institutioner også skulle omfatte kulturinstitutioner. Siden 2016 er de blevet pålagt store årlige millionbesparelser. Over sommeren har Politiken skrevet en række artikler om, hvad konsekvenserne af de 2 procent er for Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek.

I en af artiklerne siger formand for Det Kongelige Teater, Lisbeth Knudsen blandt andet om nationalscenens udfordringer med nedskæringerne:

»Vi lavede en forhøjelse af priserne for godt et år siden. Det er en farlig balance. Jeg synes ikke, vi må ende der, hvor det bliver så dyrt, at vi kun henvender os til eliten. Du kan godt få de dedikerede, der bare vil til opera tre gange om året, til at betale lidt mere. Men dem, som aldrig har været i operaen og skal ind for første gang, der nytter det bare ikke«.

Så hvis det koster penge at spille, og I ikke kan gøre det dyrere at komme ind, kan I så lave færre forestillinger?

»Jo … Men så kan man jo spørge, hvad er meningen med at have en opera og en ballet? Og kan vi opretholde en opera og en ballet på det niveau, vi har, hvis der er færre forestillinger? Så vil politikerne komme bagefter og sige: »Har I kun åbent i husene hver tredje dag – hvad har I gang i?«. Det giver ikke mening at have en nationalscene med færre forestillinger, end vi har nu«.

Læs hele artikelserien her.

Den rummer blandt andet også interviews med leder af Nationalmusset, Rane Willerslev, leder af Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh og Kulturminister Mette Bock.

Foto: Helle Riis