26.07.18

Mød Dansk Teaters nye direktør

Louise Stenstrup, tidligere sekretariats- og kommunikationschef i tænketanken Justitia, tiltræder den 1. august som ny direktør for Dansk Teater.

Læs interview med hende i Berlingske den 24. juli 2018.

Læs interview i JyllandsPosten den 2. august 2018.

Til Berlingske siger hun blandt andet om teatrenes støtteordning, som den ser ud nu:

»… alene begrebet støtteordning er en alvorlig ulempe – det lyder som en envejstransaktion, hvor staten giver til kulturen, men ikke får noget igen. Som i almisse. I stedet for at tale om det som investeringer i samfundet, i demokratisk og moralsk dannelse og alt det andet, som teatret og hele kunstområdet giver samfundet tilbage.«

Den reform af teaterstøtten, som Mette Bock har varslet i efteråret 2018, håber Louise Stenstrup vil give rum til, at teatrene stadig kan tænke nyt og udfordre publikum:

»Selvfølgelig skal vi ikke lave teater, som ingen gider se. Men der skal også være forståelse for, at nytænkning og innovation kræver tilvænning hos publikum. Den balance er vigtig, hvis teatret fortsat også skal kunne udfordre og skabe debat om de værdier og det fælles kit, vi bygger samfundet på.«

Om Louise Stenstrup
Louise Stenstrup er uddannet antropolog og har derudover en diplomuddannelse i strategisk kommunikation. Hun har lang erfaring inden for det politiske miljø fra både ministerier og tænketankene Cepos og Justitia. Louise Stenstrup kommer fra en stilling som kommunikations- og sekretariatschef i den juridiske tænketank Justitia, som hun også var med til at starte op.

Ny direktør – ny bestyrelse
Dansk Teater kan også byde velkommen til en ny bestyrelse, der blev valgt ved generealforsamlingen den 13. juni, hvor fusionen mellem de to tidligere organisationer, DTF og TIO, blev til en realitet.

Jakob Højgård Jørgensen, teaterleder ved Teater Nordkraft, blev valgt som ny formand, og resten af bestyrelsen tæller: Allan Aagaard, direktør Aarhus Teater, Betina Grove, teaterleder og skuespiller,  Teatret St. Tv., Carsten Wittrock, teaterleder Nørregaards Teater, Eva Præstiin, teaterleder og producent Betty Nansen Teatret, Lars Sennels, teaterdirektør Vendsyssel Teater og Marianne Thorsen, HR- og administrationschef Det Kongelige Teater.

Læs mere om generalforsamlingen den 13. juni og den nye bestyrelsen.

Foto: Søren Bidstrup