07.06.18

Navnenyt: Kasper Egelund ny international producent på Bora Bora

Kasper Egelund er ny international producent på Bora Bora i Aarhus.

Bora Bora i Aarhus får ny international producent den 1. august 2018. Kasper Egelund tiltræder efter sommerferien som ny international producent på Aarhus’ scene for dans og visuelt teater, Bora Bora. Her skal han arbejde som projektleder på Bora Boras store internationale samarbejdsprojekter inden for talentudvikling, co-produktioner, residencies og festivaler samt indgå i det strategiske arbejde om Bora Boras fortsatte konsolidering og optimering af produktionsforholdene for dansen i Aarhus.

Kasper Egelund er uddannet dramaturg og har en diplomuddannelse i ledelse. Han kommer fra en lederstilling ved Performing Arts Platform (tidl. Aarhus Scenekunstcenter) og har tidligere med eget firma produceret en række turnéforestillinger, festivaler og kulturevents.