21.02.19

Navnenyt: Ny direktør og forkvinde for Dansehallerne

Pernille Backhausen og Danjel Andersson tiltræder som henholdsvis ny bestyrelsesforkvinde og direktør for Dansehallerne den 1. maj 2019. 

Danjel Andersson kommer direkte fra en stilling som chef for MDT, en scene for dans og koreografi i Stockholm, hvor han har været siden 2010. Danjel Andersson er fil.mag. i Teater- og Litteraturvidenskab og har en baggrund som blandt andet redaktør, kritiker, dramaturg og festivalarrangør. Danjel Andersson overtog lederskabet af Moderna Dansteatern i 2010, og i 2017 blev Danjel Andersson tildelt Stockholm Stads hæderspris i kategorien “Scenekunst” for sit arbejde med MDT og internationaliseringen af Stockholms dansescene.

Om sin nye rolle som direktør for Dansehallerne udtaler Danjel Andersson:

”Jeg ser en enorm potentiel kraft indenfor dans og koreografi i Danmark. Jeg har arbejdet med international scenekunst i mange år nu og har udviklet en sensitivitet overfor potentiale. Nu tiltræder jeg på det bedst mulige tidspunkt. Dansehallerne står overfor en ekspansiv fase med et nyt hus, og med det udvidede forpligtelser og opgaver. Jeg er her for at styrke og forfine den proces. I Dansehallerne bliver co-produktion et nøgleord. Den danske scene skal blive stærkere og mere nærværende internationalt. Produktionerne skal nå flere, spille mere. Jeg er ydmygt beæret over tilliden, der ligger bag denne udnævnelse”. 

Samtidig med at Dansehallernes nye direktør tiltræder, har Kulturministeriet også udpeget en ny bestyrelsesforkvinde for Dansehallerne. Det bliver advokat Pernille Backhausen, der afløser den nuværende formand Mikkel Harder Munck-Hansen.

Pernille Backhausen er partner, advokat og bestyrelsesformand hos SIRIUS advokater, som hun var med til at grundlægge i 2006. Hun har speciale indenfor arbejds- og ansættelsesret, offentlig ret, miljøret og planret. Samtidig har hun fokus på sin branches rolle i samfundet og er optaget af arbejdsområder, hvor hun kan gøre en forskel, og hvor der er åbenhed for fornyelse. Pernille Backhausen knytter disse ord til sin nye post som bestyrelsesformand:

“Det er en stor glæde at få lov til at blive formand for Dansehallerne på så strategisk vigtigt et tidspunkt. Der er lagt ambitiøse skinner ud, og nu skal vi i fællesskab fortsætte det gode arbejde med at præsentere udfordrende og stimulerende kunstneriske projekter til et bredt og mangefacetteret publikum. Med en ny stærk kunstnerisk direktør og en veletableret organisation vil vi fortsætte arbejdet med at præsentere rundt om i hele landet. Jeg håber, at jeg med mine tidligere erfaringer fra det kunstneriske og kulturelle virke både i bestyrelser og som advokat kan komplementere holdet med stærke faglige kompetencer”.

Fotograf: Jason Andersson