21.06.18

Ny teaterscene kan være på vej til Vollsmose

Nørregaards Teater vil gerne oprette en ekstra scene et nyt sted i Odense. By- og Kulturrådmanden er med på ideen og peger på Vollsmose.

Det skriver TV2 Fyn i en artikel den 18. juni 2018.

Siden det lille storbyteater Nørregaards Teater blev etableret i 2011, er publikumstallet blevet fordoblet på det lille børne- og ungdomsteater. Dermed er det årlige publikumstal nu oppe på 8000. Men der er kun plads til 50 publikummer ved hver forestilling i en lille teatersal, og prøverne lægger beslag på den i lang tid, så der ikke er plads til gæstespil imens.

Derfor drømmer teaterleder Carsten Wittrock om et ekstra spillested i byen, og det ønske bliver godt modtaget hos Odenses By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V). Hun har også et bud på, hvor man kunne placere en ekstra teaterscene i byen, nemlig bydelen Vollsmose.

Den idé er Carsten Wittrock helt med på:

– Jeg synes, det kunne være en fantastisk ide, fordi der er mange perspektiver i at inddrage Vollsmose i vores aktiviteter, siger han.

– Man skal selvfølgelig vænne publikum til at gå to forskellige steder hen, men det er en tilvænning, som vil medføre flere teateroplevelser. Og så er det jo vores mål at nå ethvert barn i Odense Kommune mindst én gang om året med en scenekunstnerisk oplevelse, siger han.

De øvrige små storbyteatre i Odense er Teater Momentum og Den Fynske Opera.

Læs hele artiklen.

Foto: Morten Albek