09.05.18

PS Profil: Teatret Gruppe 38

I en serie skiftes TIOs medlemsteatre til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer kunstnerisk leder og skuespiller Bodil Alling fra Teatret Gruppe 38.

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket:
I skrivende stund er vi fuldt og aldeles optaget af at forberede og afholde DANISH+.
En showcase, der præsenterer danske forestillinger, spillet på engelsk for et internationalt publikum. Det er et kæmpearbejde for et lille ensemble.
Vi præsenterer 15 forestillinger fra hele landet, som spiller på de forskellige århusianske scener, som vi i parentes bemærket har et forbilledligt samarbejde med.
Vi er selv i fuld gang med at oversætte og opsætte vores egen forestilling,
”Historien om huset, der blev til en prik”, på engelsk,
hvilket er en meget svær, interessant, tidskrævende, sjov og inspirerende opgave.
Vi får besøg af 58 gæster/opkøbere fra 21 forskellige lande – 5 forskellige kontinenter.
Selvsagt med meget forskellig kulturel baggrund, hvilket giver nogle vidunderlige og til tider heftige diskussioner om de meget forskellige forestillinger, der bliver vist på showcasen.
Formålet er naturligvis at få de danske forestillinger ud i verden.
Og det lykkes ganske godt. Vi rejser selv til Singapore med én af vores forestillinger senere i denne måned.
Showcasen er en biennale.
I år er 6. gang, og vi elsker sliddet og mødet med alle de andre, så mon ikke vi bliver ved, så længe vi kan få økonomi og besøgende nok til at realisere festen.

2. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med:
Hvor længe er et initiativ nyt?
Når vi sætter nye skibe i søen, går der som regel en del år, før vi kan se resultatet.
Hvis vi skal nævne ét frem for andre, må det blive arbejdet med at tydeliggøre, at vi ikke er et børneteater, men et teater, der spiller for alle aldre.
Vi har gjort en massiv indsats for at få ældre i teatret. En såkaldt 55+ kampagne. Nu har vi nok det aldersmæssigt bredeste publikum, man kan ønske sig.
Det pudsige er, at det nu mange gange er de voksne, der kommer her først og finder ud af, at de sørme også kan tage børn og børnebørn med.
Vi spiller alle vores forestillinger for børn om formiddagen og for voksne med og uden børn om aftenen. Og som regel for fulde huse.
Der er rigtig mange voksne og også meget modne voksne, som kommer uden børn til de forestillinger, vi i gamle dage ville kalde for børneforestillinger.
Det ord bruger vi aldrig selv mere.
Vi arbejder intenst med at skabe et formsprog og en kompleksitet, der udfordrer og berører alle mennesker. Uanset alder.

3. Hvad glæder I jer til i næste sæson:
Vi glæder os til at byde publikum ind til et nyt program og til at rejse ud med vores forestillinger. Og så glæder vi os enormt til at flytte teatret ned på Aarhus´ nye havneområde – Aarhus Ø.
Vi er så heldige, at én af vores lokale, og meget kulturinteresserede, entreprenører har tilbudt at bygge et teaterhus til os. Tegnestuen BIG tegner, og vi fortæller. Og sikke en udfordring.
Vi får ikke et meget større teater, men vi får en ganske anden fordeling af kvadratmeterne.
Det giver os en større sal, en prøvesal – det har vi aldrig haft før – og plads til 150 gæster i sal og foyer. For os er det noget af en ekspansion.
Vi ser frem til at kunne byde større gæstespil ind i huset og tilbyde et større sæsonprogram med en større spændvidde end hidtil.
Vi er meget spændte på, hvor lang tid det tager at få publikum gjort opmærksomme på vores nye beliggenhed.
Vores stamgæster følger naturligvis med, men vi vil gerne have en endnu større publikumsdiversitet, så der er nok at tage fat på.
Men sikke et tilbud – og sikke en udfordring.
Godt, vi stadig er unge og spændstige!

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste:
Lige nu er vi son nævnt meget optagede af, hvordan vi kan få vores nye teaterhus til at blive en succes.
Det er meget let at blive begejstret for det potentiale, det har, men når den første eufori har lagt sig, kommer naturligvis også eftertanken og bekymringerne. For det er dyrt at flytte, og vi har brug for velvilje fra fonde og sponsorer, så vi kan indrette os i vores nye hus. Teknisk udstyr i større målestok, indretning af foyer og et par stole til publikum.
Vi mærker et stort ønske (som vi selv deler) fra både politikere og andre involverede om,
at vi skal udvide vores program og øge vores aktivitetsniveau med flere gæstespil og andre arrangementer.
Men vi har jo stadig den økonomi, vi har, og er det antal ansatte, vi er.
Vi er utrolig heldige, fordi vi er Lille Storbyteater og har fået tilskud fra kommunen siden 1981, men økonomien har ikke fulgt med prisudviklingen de seneste år, så vi har brug for et bette nøk opad, hvis aktiviteterne skal kunne øges.
Så det kedelige svar er, at på vores ønskeliste står noget med penge.
Til gengæld tror vi på, at man med en forholdsvist lille investering fra kommunens side, ville kunne få et ret fantastisk hus.

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu:
Teaterpolitisk udfordring. Hm. Det er vel sådan nærmest en konstant?
Vi holder altid vejret, når politikere gerne vil sætte præg på teaterlove og tilskud og forordninger.
Som sagt ovenfor, er vi utroligt heldige. Vi får vores tilskud fra kommunen. Vi har ikke uoverskuelige forpligtelser. Vi skal producere mindst én forestilling pr. sæson, og vores bundlinje skal gå i nul hvert fjerde år.
Derudover viser Aarhus kommune os den store tillid at give os ro og frihed til at arbejde og udvikle og sætte nye initiativer i gang.
Mange er ikke så heldige som os og mærker meget større krav om styring og kontrol, som er så dårligt et udgangspunkt for vores arbejde.
Det er vores kunstneriske engagement og lysten til konstant at udfordre os selv, der driver hele maskineriet.
Og tag ikke fejl; vi knokler. Vi har rigeligt at gøre. Vi spiller et hav af forestillinger både i Danmark og i udlandet.
Det betyder dog ikke, at vi er en rentabel virksomhed.
Men det er heller ikke vores formål eller opgave.
Vi er ikke erhvervsdrivende.
Udenfor brøler verden. Den ene krig afløser den anden, mennesker lever og dør, nationer går under og midt i det hele, mens kloden hælder og sønderrives og genfødes, spræller menneskelivet.
Så vi knokler på med at lede efter og finde skønheden.
Ikke i den storslåede gestus, men i de små ting, som uden at give sig ud for mere, end de er, åbner døren til evigheden i et flygtige øjeblik.
Den ubetydelige detalje – dér, hvor den midt i det mest upåfaldende dagligdags, pludselig stråler ud af tingenes orden i bevidstheden om, at det er sådan, det skal være, at det er rigtigt således. Skønheden i det uperfekte, midlertidige, ufuldstændige og enkle.
Det er det, vi stræber efter.
Gudskelov er der andre, der stræber efter og er gode til at koncentrere sig om at tjene penge i rigt mål. Vi fylder benzin på maskineriet. Vi giver mod og lyst og energi til livet og knokleriet og viser, at det hele nok er en polka værd.
Og det kunststykke er helt og aldeles uundværligt.
PUNKTUM.

6. Svar på stafet-spørgsmål fra Operaen i Midten: ”Hvad er jeres indtryk af interessen og efterspørgslen på teater for børn i dag? Stigende eller dalende? Og hvad betyder det narrative for jeres forestillinger? Vore forestillinger er på dansk. Gør I også det? PS: Kommer ”En lille sonate” op igen? Husker den stadig som aldeles fremragende.”
Interessen for teater for børn er i princippet ikke mindre end tidligere.
Økonomien er.
Og lærernes kringlede arbejdstider og regler gør det svært at komme afsted til teater og andre kulturbesøg.
Men vi har så mange børn i huset her og vidunderlige, engagerede lærere, som rigtig gerne vil og også gerne vil mere, end muligt er.
Det er moderne i øjeblikket at lade teatrene fokusere på det pædagogiske arbejde i folkeskolen. Eller præsentere ”spil med”- teater. Det synes at være en måde at give teatret større berettigelse. Men lærerne er, for det meste, fantastisk dygtige pædagoger, så det lader vi dem om og bestræber os på at byde publikum ind til en anden oplevelse. En kunstnerisk oplevelse, der kan efterfølges af den filosofiske samtale, hvor man sammen kan undre sig over livet og hvor ingen svar er sande eller falske.

7. Stafet-spørgsmål til Teater Blik:
Vi er et ensemble midt i Aarhus – Lille Storbyteater.
Du har valgt at være et én-kvinde teater for enden af vejen på en lille ø.
Er dét det ultimative ønske om at få lov til at arbejde i ro og fred?