28.08.18

PS Profil: Odense Teater

For at lære Dansk Teaters medlemsteatre lidt bedre at kende på tværs af geografi, størrelse og arbejdsform har vi i en serie bedt dem skiftes til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater.
I denne uge svarer Jens August Wille fra Odense Teater.

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket?
Denne sæson er præget af vores store satsning – den største nogensinde for Odense Teater faktisk – med den nyskrevne musical Leonora Christina, som vi laver i samarbejde med Odense Symfoniorkester og Den fynske opera. Vi spiller på den nye store scene i kulturhuset Odeon, og scenografien er mere end dobbelt så stor som det vi plejer at producere. Vi skal samtidig sælge 25.000 billetter ekstra, oveni at vi som altid producerer 15 egen-forestillinger på vores andre tre faste scener. Det er en enorm satsning, som trækker på alle husets ressourcer, men vi tror også på at det bliver en fantastisk musical om en af danmarkshistoriens stærkeste kvindefortællinger. Og så har vi jo de største kapaciteter med som Peter Langdal, Andreas Garfield, Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby og Joakim Tranberg, der senest har haft succes med Seebach.

2. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med?
Vi lancerede sidste år klub U-kortet – et sæsonkort for de unge ml 15-24 åg samt studerende. For 380 kroner kan de gå i teater ad libitum, og det har de unge taget virkelig godt imod. I år har vi ændret det til årskort, og vi forventer det bliver en endnu større succes i denne sæson.

3. Hvad glæder I jer mest til i den kommende sæson?
Vi glæder os meget til at vise danskerne at en landsdelsscene kan producere vigtig nyskreven Danmarkshistorie som storslået musical med et symfoniorkester i graven hver aften. Det siger sig selv. Men vi glæder os også til forestillingen Død over eliten, som også er en enorm satsning. Nyskrevet politisk drama lige op til folketingsvalget – og så på store scene. Normalt sætter teatrene ikke så store satsninger på store scene, men vi har i sinde at sætte gang i debatten om folk og elite med den forestilling. Og vi ved godt at teater betragtes som en del af eliten – det er vi villige til at sætte på spil.

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste?
Forrygende scenekunst og fyldte sale. Det har vi heldigvis det meste af tiden.
Og så helt konkret er listen af ønsker alen lang. Vi ønsker os renovering af scenetræk, ny publikumsopbygning og stole i vores spritnye sal, Teatersalen, der ligger i Odeon, hvor vi har måtte rykke stolene med fra vores tidligere scene Sukkerkogeriet, ligesom vi ønsker os renovering af forhuset. Men det er løsninger vi arbejder på. Men på et gammelt teater som vores er ønskelisten altid lang.

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?
Politisk ønsker vi os at omfordelingsbidraget fjernes og prioriteres anderledes. Vi bakker op om det forslag som DTF, Dansk Skuespillerforbund og TIO har afgivet i forbindelse med høringen om fremtidens scenekunst.
Du kan læse forslaget her.

6. Stafet-spørgsmålet fra seneste profilteater, Odsherred Teater:
Hvordan er virkeligheden anderledes i dag for en landsdelsscene som Odense Teater i fht., hvordan den var for 15 – 20 år siden? Hvad er evt. konsekvenser, og hvad er den største udfordring lige nu og her?

Stort spørgsmål. Mange ting har jo forandret sig i de seneste 15-20 år – for eksempel er vores kernepublikum blevet ældre, og det forsøger vi at ændre på hele tiden, så vi sikrer nye generationer i teatret. Vi oplever også et større udbud af kultur generelt, og at folk shopper langt mere nu end for 15-20 år siden, hvor et abonnement til teatret bare var noget ”man” havde. I dag er købshorisonten kortere og kortere, og det arbejder vi hele tiden med.
De senere års besparelser har også effektiviseret teatret på godt og ondt. Den stemning, der var på teatret efter forestillingerne for 15-20 år siden, hvor folk levede deres liv på teatret findes ikke på samme måde – vi er blevet en professionel arbejdsplads mere end en livstil. Vi har stadig ekstremt dedikerede medarbejdere, og det er et pivilegie at have en fast stab – også et ensemble på 17-20 skuespillere fast. Det giver teatret så meget værdi.

Jeres stafet-spørgsmålet: Hvad vil I gerne spørge næste profilteater, Teater V, om?
Hvad betyder personlige relationer for turnesalget, og hvordan arbejder I med det hos Teater V?

Foto: Emilia Therese