27.06.18

PS Profil: Teatret st.tv.

For at lære Dansk Teaters medlemsteatre lidt bedre at kende på tværs af geografi, størrelse og arbejdsform har vi i en serie bedt dem skiftes til at være ugens profil. 5 faste spørgsmål og 1 spørgsmål fra den forgangne uges profilteater. I denne uge svarer Betina Grove og Marianne Søndergaard fra Teatret st.tv.

Teater: Teatret st. tv
Navn: Betina Grove og Marianne Søndergaard
Titel: Teaterledere og skuespillere

1. Hvad er I særligt optagede af på jeres teater i øjeblikket?
Lige nu, som forstået i dette øjeblik, er vi ved at gøre klar til sommeren. Der står ferie, familie og få fyldt depoterne godt op med solrige vitaminer på dagsordenen. Vi glæder os til at holde helt fri efter en skøn begivenhedsmættet sæson.
Men hvis vi ser i det større perspektiv er det teatrets kommende nye profil der fylder og optager os.
Vi står et spændende sted i vores udvikling på vej ind i vores 10 sæson. Et nyt sted. Stærkere end nogensinde. Forankrede i hvem vi er. Erfarne kvinder med meget på hjerte. Vi er ikke kommet sovende hertil, men har været igennem en lang intens bevidstgørende visions- og evalueringsproces. Og det fører os direkte videre til næste spørgsmål om hvilket nyt initiativ vi har haft mest held med.

2. Hvilket nyt initiativ har I haft mest held med?
Som en naturlig udvikling af teatret, har vi gennem de sidste to sæsoner kigget på os selv for at vurdere, hvor og hvordan vi hører til i teaterlandskabet. Det har været væsentligt for os at turde stoppe op med modet til i sidste instans at lukke hele butikken. Derfor havde vi i sommeren 2017 et forløb med en coach, der hjalp os til at klargøre hvem vi har været, er nu og hvem vi gerne vil være i fremtiden.

Det var et intenst forløb, der tydeliggjorde, at Teatret st. tv mere end at være et teater med stort T består af vores, Betina og Mariannes, personlige engagement og visioner. Det blev klart for os, hvad vi er gode til og ønsker at bevare. Vi er vanvittig gode til at producere store oplevelser for små penge som et lille teater uden mursten. Vi er gode til at ramme vores publikum. Og vi er gode til at udvikle os kunstnerisk og tage ansvar for vores teater. Vores største styrke og svaghed er, at vi er et ildsjæledrevet teater. Og ild skal fodres for ikke at brænde ud. Det vigtigste for os er og bliver vores lyst! Lyst til at skabe. Lyst til at dele. Lyst til at påvirke og interagere med det samfund vi er en del af.

Gennem de sidste 10 år har den lyst udmøntet sig i et særligt hjerte for de unge. Vi har produceret en ny ungdomsforestilling hvert år, og sideløbende også et par stykker for de mindste og små teatergængere. Imidlertid har der været en bevægelse de sidste par år fra ungdomsforestillinger, de voksne ville have godt af at se, til voksenforestillinger, de unge vil have godt af at se. Den bevægelse afspejler vores alder og modenhed. Det unge publikum er det allermest krævende i forhold til identifikation. Vores værste mareridt er at stå og være ”ung med de unge” og falde igennem. Samtidig er der spiret en stigende lyst i os til at undersøge andre problematikker end ungdommens.

Vi kunne unde alle, fra tid til anden, at stoppe op og turde give sig selv et kritisk blik. Det er så fristende at gentage succesen fra i går, gøre som man plejer med stagnation til følge. Vi var i processen meget tætte på at beslutte at lukke teatret efter næste sæson og sige tusind tak for 10 gode år. Ja, så tætte, at det var midt i den beslutning at kreativiteten, ideerne og lysten vendte tilbage.

Så her er vi så. Det genfødte Teatret st. tv. Fulde af lyst og sikre i hvem vi er.
Et opsøgende teater uden mursten, der skaber nærværende nyskrevet dansk dramatik med to profiler: Teater for voksne, dem der er på vippen til at blive det, og dem der har været det længe og teater for børnene, de små, de større og de barnlige sjæle.
Vi har en ærlig tilgang til materialet, udfordrer den naturalistiske spillestil og tvister realismen – altid med historien i centrum og et gennemkomponeret lydunivers. Vi placerer os midt i vores samtid og giver vores publikum sansemættede oplevelser der skaber stof til eftertanke. Vi favner bredt, men rammer plet – i hjertet.

3. Hvad glæder I jer til i næste sæson?
Vores samarbejde med Teater Momentum. Vi skal co-producere vol.12s første forestilling.
En doku-fiktion om neo-Europa med titlen SELVTÆGT:
En gammel skole skal bygges om til asylcenter, men natten efter at planen bliver offentliggjort, brænder skolen ned til uigenkendelighed. Hvorfor blev der blev sat ild til asylcenteret i Ljungby, en lille flække i Småland, hvor skoven er uendelig dyb og det politiske klima langt fra Stockholms kulturelite? Instruktør Anna Malzer og dramatiker Aleksa Okanovic har taget turen til Ljungby for at grave i sagen. De griber pennen, hvor efterforskningen slap. For hvem satte ild til asyl-lejren den nat?

Aleksa Okanovic er selv politisk flygtning fra Serbien og kender på egen krop til tematikken. Men denne gang er Aleksa ikke flygtningenes talerør. Nu skal han skrive en fortælling om de mennesker, som ikke ønsker flygtninge som ham selv i deres land. Det føles både farligt, vigtigt og svært. Vi har haft en gennemlæsning af hans 1. draft, og det tegner virkelig godt!

I det hele taget er det lidt af et drømmehold, der er sat med super skarpe Anna Malzer i spidsen. Og for os i Teatret st. tv bliver det ren luksus: 5 på scenen, teknikere omkring os, produktionsleder, PR team and you name it. Vi har sørget for at planlægge vores egen lille drift, så vi har tid til at kaste os fuldblods ind i produktionen kun som skuespillere. Vi skal nyde den fordybelse det giver os ikke at skulle jonglere rundt med alle kasketterne i prøverne og ikke mindst op imod premieren den 22. september.

Sæsonen efter – i 19/20 – er det os, der tager SELVTÆGT ud på turné. Noget Teater Momentum ellers aldrig har mulighed for med deres forestillinger, fordi deres koncept er at have en ny leder med ny profil hvert år. På den måde giver samarbejdet, ud over hele det kreative aspekt selvfølgelig, en ekstra bonus både for dem og os. Og forhåbentlig også for publikum nu ikke bare i Odense, men landet over.

4. Hvad står øverst på teatrets ønskeliste?
Vi har lige afleveret en vild, visionær, vovet og vanvittig 3-årig driftsansøgning til PSU, og vi håber i den grad at få bevilling til at gennemføre vores mange kommende drømmeprojekter. Hvis vi er så privilegerede igen at få tre års arbejdsro, så lover vi et væld af spændende co-produktioner, et par egenproduktioner og en masse kreativt udviklingsarbejde.

5. Hvad er den største teaterpolitiske udfordring netop nu?
Internt handler det om at få solid solidaritet i den nyligt samlede branche. Skal den nye organisation DANSK TEATER blive så stærk, som vi drømmer om, må der knofedt til. Vi skal have taget alle de svære økonomiske og teaterpolitiske diskussioner internt, så vi kan stå samlet eksternt.
Et af de emner der ligger Teatret st. tv på sinde er med et negativt ladet ord prop-problematikken. Her har TIO, DTF og DSF jo faktisk allerede adresseret et finansieret forslag til kulturministeren som vi bakker op om. Det går ud på at oprette en ny kategori af opsøgende teatre uden scene, som skal have bevillingsaftaler, der minder om egnsteatrenes. Det giver god mening synes vi. Dels at de teatre der lige nu binder PSU-puljens frie midler trækkes ud og over i en anden pulje, så der frigives resurser til vækstlaget og enkeltprojekter. Dels har vi selv erfaret, hvor meget vi kan, når vi får arbejdsro. Det er alfa og omega for især muligheden af langtidsplanlægning af samarbejdsprojekter. Vi har før, da vi var nye, været administrativt under vingen på Nørregaards Teater og den model var en fantastisk oplærende start for os. Men nu, hvor vi flyver selv, med vores eget brand og publikum, er det væsentlig for os at bevare den selvstændighed, uden at vi behøver tænke os selv over i overtagelse af mursten for at opnå kontinuerlig drift. Det, vi er gode til, er jo netop at være uden mursten. Og scenekunstlandskabet har brug for den diversitet det giver i teaterhusene over hele landet, at der både er plads til sådan nogle som os og et blomstrende vækstlag.

Stafet-spørgsmålet fra seneste profilteater, Carte Blanche: ”I har co-produceret med flere forskellige egnsteatre og små storbyteatre. Hvornår vælger i at co-producere jeres forestillinger – og hvorfor? Hvilke råd og erfaringer vil I give videre til andre teatre, der har lyst til at kaste sig ud i co-produktioner?”

Vores første co-produktioner opstod naturligt. Dels ud fra et behov for økonomi, dels ud fra et ønske om at samarbejde med et erfarent teater, mens vi selv var mere nye og sprøde i branchen. Vi har udelukkende haft positive erfaringer med at co-producere. Også når det har været vanskeligt. Og vi ser det forsat som en vigtig måde at udvikle os, bevare vores nysgerrighed og åbenhed for at gå i nye retninger. Men det er væsentligt med en balance og ikke kun co-producere, for så ville vi miste vores egen kunstneriske kerne.

Hver co-produktion er unik. Man kan ikke følge en fast model. Tværtimod er det vigtigt at forholde sig åben for det møde, man nu står overfor. Men man kan sørge for at forberede sig godt.
Først og fremmest skal de co-producerende parter møde hinanden ligeværdigt og begge kunne se en kunstnerisk gevinst i samarbejdet, på tværs af de forskellige udgangspunkter teatrene har.
Dernæst få aftalt alle formalier inden prøvestart. Deling af økonomi, hvilken administration tager sig af hvad, også efter premieren, hvordan ”plejer” det enkelte teater at producere, arbejdsgange mv.

Noget af det, der kan være svært, er at få produktionsholdet til at føle sig som et samlet hold, især hvis samarbejdet går på tværs af landet, så ikke alle er i eller omkring prøverummet. Det er vigtigt at opnå en åben og ærlig dialog fra starten, hvor alle byder ind. Vejen dertil er i vores erfaring et par ikke faglige, sociale arrangementer, hvor alle fra administration over teknik til det kunstneriske hold lærer hinanden at kende.

Stafet-spørgsmålet: Hvad vil I gerne spørge næste profilteater, Betty Nansen Teatret, om?
Hvordan vil I sørge for at værne om og udvikle jeres personlige kreative kræfter som henholdsvis instruktør og producent, når den daglige administration af et stort teaterhus tager jeres resurser?
Og hvordan forholder I jer som stationær scene i et København, der ikke har en åben scene til gæstespil og co-produktioner?

Foto: Per Morten Abrahamsen