04.09.15

Q&A med Ingrid Tranum Valásquez om ”Vi ses Rafiq-e-Man!”

Af Signe Ravn

Hvad er det, der tiltrækker dig ved det her emne?

Vi lever i en tid, hvor virkelig mange mennesker er drevet på flugt. Fra krig, fattigdom, sult. Der har aldrig været så mange mennesker på flugt siden 2. Verdenskrig, og indenfor de næste årtier vil 200 millioner mere blive drevet på flugt af klimaforandringer.

Bag disse fakta stirrer en lang række barneansigter ud mod os. Ansigter på børn, der betaler prisen for krig, verdens ulige fordelte økonomiske ressourcer og klimaforandringer. Ingen børn burde opleve, hvad de gør! Og det er nødvendigt at fortælle deres historier, for at vi kan møde dem med størst mulig forståelse.

Børn i danske skoler er en meget vigtig del af det samfund, der modtager nytilkomne flygtningebørn. Men det kan være svært, hvis man er opvokset trygt og roligt i Danmark at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være flygtning. Jeg håber med denne forestilling at kunne skabe grobund for solidariske møder mellem børnene, og at det lykkes at skabe et scenekunstnerisk rum, hvor det menneskelige møde er i fokus. Det levende møde mellem mennesker er enormt vigtigt for at gøre op med fordomme og frygt og de voldsomme polariseringer, det skabes i samfundet.

Det er blevet meget vigtigt for mig, at forestillingen hele tiden bevæger sig mellem fortid og fremtid; fortællinger om flugt og krig og børnenes drømme for fremtiden. I deres drømme ligger en enorm styrke og beundringsværdig vilje til at se fremad, og samtidig opdager publikum også personlige fællesskaber gennem drømmene. Der er måske en, der drømmer om at blive fodboldspiller som dig selv. Eller en, der bare drømmer om et sted at bo fredeligt med sin familie, en drøm, du selv tager for en selvfølge, men som du pludselig opdager, at du er heldig at have opfyldt.

Hvordan erarbejdsprocessen med ”Vi ses Rafiq-e-Man!”?

Jeg har siden efteråret løbende været i gang med research med børn og unge på forskellige af landets asylcentre og også med de mennesker, der er omkring dem i det daglige; psykologer, pædagoger osv. Forestillingen bevæger sig i etkrydsfeltet mellem virkelighed og fiktion, og det samme gør den skabende proces, både i det endelige opførelsesformat og undervejs.

Kort fortalt;den profesionelle danser formidler i forestillingenen fiktiv historie om et asylbarn der forgæves venter på sin hjemsendte ven og samtidig fortæller og genskaber minder fra sin fortid og livet på flugt. Medfiktivmener jeg, at den er bygget op ud fra mange forskellige af de fortællinger, vi er stødt på gennem vores research, men ikke én enkelt fortælling. Dennefiktive fortællingfusioneres med unge flygtninges personlige beretninger om krig, flugt, drømme og venskaber, og skaber et konstant flow mellem dokumentar og fiktion, mellem virkelighed og kunstnerisk kommentar.

Dette format afspejles i hele arbejdsprocessen, som tilsvarende veksler mellem research/feltarbejde, bearbejdning af dette i prøvelokalet, udvikling af materiale med de medvirkende asylbørn- og unge og fusionen af dette med denfiktivehistorie. Vi har konstant gang i alle lagene for, at de kan skabe afsæt for hinanden, og forankre iscenesættelsen i virkeligheden og virkeligheden i iscenesættelsen. Da publikum også involveres meget direkte i forestillingen, bliver der nok også en del tests med prøvepublikum undervejs i processen for at få erfaring med, hvordan de responderer på de åbninger og invitationer, vi laver ind i værket.

Du arbejder meget med publikumsinvolvering – hvorfor – og hvordan giver det sig udslag i forestillingen?

Børnenes tætte interaktion med værket skaber grundlag for en direkte kropslig indlevelse i, hvad det vil sige at være barn på flugt.Jeg har i forestillingen meget fokus på en kropslig form for involvering, da jeg tror, at det netop er gennem en kropslig involvering og oplevelse, at vi for alvor skaber indlevelse. At få det helt ind på egen krop og tænke, hvad hvis det var mig selv? Hvad ville jeg gøre, føle, ønske? Publikum er gennem forestillingen med til at genskabe forskellige flugtsituationer f.eks. tætpakkede både, vandringer gennem ørkenen, lydløs venten i mørke containerrum. Andre steder bliver de en del af lydbilledet eller lyssætningen, der sætter stemningen for scenen. Vi arbejder hele tiden med udviklingen af formatet og publikums deltagelse i det, så jeg ved endnu ikke præcis, hvor det ender.

Hvorfor er netop børn og unge, målgruppen for denne forestilling?

Som sagt er børn og unge i danske skoler en meget vigtig del af det samfund, der tager imod flygtningebørn, og det er mit håb, at forestillingen kan medvirke til, at børnene hurtigere kan bygge bro og mødes, dels gennem en forståelse af, hvad de har været igennem, og dels ved at opleve resonans og fællesskaber med hinanden gennem drømme, håb og ønsker. Vi arbejder i øvrigt også med, at der efter forestillingerne vil være dialogarrangementer, hvor børnene kan stille spørgsmål og gå i dialog med forskellige eksperter og fagfolk, der arbejder med og omkring asylsystemet i Danmark — alt fra pædagoger og skolelærere i asylcentrene til Amnesty, Dansk Flygtningehjælp, kommunale medarbejdere mv.

Du laver politisk teater i en tid, hvor ingen andre rigtig gør det. Hvorfor?

Fordi det er mig komplet umuligt ikke at forholde mig til den samtid, jeg lever i. Og jeg synes også, at det er meget vigtigt, at kunsten kan og gør det. Man kan kalde det politisk teater. Eller man kan kalde det samtidsscenekunst, en scenisk begivenhed, der skaber dialog omkring det, der sker i vores samtid og skaber en platform for de møder mellem mennesker, der skal til for at udfordre og bryde fordomme.

Jeg tror, at det levende møde mellem mennesker som scenekunsten kan tilbyde, udgør en vigtig platform for indlevelse i og møde med virkeligheder, der er anderledes end ens egen. Det er en meget vigtig byggesten til en mindre polariseret og mere solidarisk verden end den, vi har i dag. Jeg bekymres over, at vores del af verden bliver mere og mere forhærdet og kynisk i forhold til, at række hånden ud og hjælpe de, der har brug for hjælp, det gælder både udadtil og indadtil i samfundet, og at man bare lukker øjnene for de fortællinger, man ikke vil forholde sig til. Vi er alle nødt til at tage ansvar for at skabe en mere harmonisk verden, hvor mangfoldighed er en styrke, og hvor ikke bare få har det godt, mens resten lider. Det holder simpelthen ikke en meter at bygge hverken et land eller et verdenssamfund op omkring selvgodhed og egoisme.

Hvad er den vigtigste lektie, du tager med dig fra arbejdet med forestillingen — som menneske og kunstner?

Hmm… Det er svært at sige, jeg er stadig midt i processen, men jeg lært meget omkring at arbejde nonverbalt i min research og om at arbejde i en tilstand, hvor jeg frigør mig fra min forestilling om, hvad der skal ske, eller hvilket materiale, der vil dukke op. Alt er så uforudsigeligt som asylansøger, og der sker så meget omkring dem, nogen har fået et brev, venskaber knyttes og rives fra hinanden et øjeblik efter, fordi man sendes hver sin vej. Det er så uendeligt meget på spil hver eneste dag. Man er nødt til at være 100 % nu og her.

Jeg har også virkelig fået en ufattelig stor respekt for hvad de flygtninge, der kommer hertil, har været igennem og overlevet. Det havde jeg allerede som udgangpunkt, men jeg har fået det endnu mere. Jeg græmmes over den uoplyste og kyniske tone i flygtningedebatten herhjemme, som både er præget af en total mangel på forståelse for disse menneskers situation, og hvad de har været igennem, og en totalt absurd blindhed for hvilken styrke og enorme ressourcer, de besidder. De kunne på så mange måder bidrage til vores samfund, og vi kunne lære og blomstre så meget af mødet med hinanden. Det er også derfor, jeg synes, det er så vigtigt at få de personlige historier frem, for det er det personlige møde, der skal til for at bryde fordommene og istedet bygge broer og venskaber.

"Vi ses Rafiq-e-Man!” spiller på Københavns Musikteater fra den 29. september til den 11. oktober 2015.

NextDoor Project skaber scenekunst i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. I mødet mellem dokumentar og fiktion skabes et rum, hvor vi kan indleve os i virkeligheden fra perspektiver anderledes end vores egne. NextDoor Project faciliterer gennem sceniske begivenheder møder med og mellem sine omgivelser -lokalt såvel som globalt.Koreograf Ingrid TranumValásquez er kunstnerisk leder.