27.08.18

Tak for Kulturmødet Mors 2018

Dansk Teater siger tak for et spændende Kulturmøde på Mors – hvor regnen silede og de inspirerende debatter og snakke overtog hinanden.

Paneldebatten ”Scenekunsten bevæger os” den 23. august præsenterede fire konkrete succeshistorier fra den danske teaterverden. På den baggrund diskuterede et ekspertpanel og et politikerpanel scenekunstens relevans og udfordringer i 2018 blandt andet med fokus på udvikling af nye publikumsgrupper og samarbejder på tværs af teaterbranchen og andre institutioner og organisationer.

Dansk Teater var med til at arrangere debatten sammen med SceNet – Scenekunstnetværket i Region Nord- og Midtjylland, Udviklingsplatformen for scenekunst, Skuespillerforbundet, Sammenslutningen af danske scenografer, Danske Dramatikere, Foreningen af danske Sceneinstruktører, BilletBillet og Scenit.

Klar til kulturdebat – med våde fødder.

Derudover deltog direktør for Dansk Teater, Louise Stenstup, i debatten ”Scenekunstens værdi”. Her diskuterede hun hvad scenekunsten betyder for samfundet, og hvilken værdi den skaber i et nationalt, regionalt og lokalt perspektiv sammen med to meget forskellige medlemmer, Per Smedegaard (Teatret Svalegangen) og Per Kap Jensen (Odin Teatret).

Mange tak til alle, der deltog i debatterne og til de teatre, vi i Dansk Teater nåede at tale med.

Dansk Teaters direktør Louise Stenstrup i debat om scenekunsts værdi.