03.05.18

Velkommen til det nye Proscenium

Her i TIO er vi glade for at kunne gå i luften med et nyt Proscenium, som efter et makeover fortsat bringer brancherelevante historier fra scenekunstens verden – fra navnestof til kulturpolitiske nyheder, jobopslag og omtaler af scenekunstneriske begivenheder og events.

Udover at bringe vores egne artikler tager vi stadig imod pressemeddelelser, invitationer til relevante konferencer og kurser og jobopslag, som på det nye site slås op under ”Opslag”.

Modsat tidligere er sitet af tekniske grunde ikke længere brugerdrevent, og du kan altså ikke selv slå ting op. Send i stedet dit opslag til info@proscenium.dk, og redaktionen sørger for at lægge det op.

Den nye side er en gave fra MICO, der også har udviklet siden. Jakob Milthers fra MICO fortæller:

“Proscenium er en vedblivende succes, der fortjente en teknisk og grafisk fornyelse. Det var naturligt for os at bidrage til dette med en opdateret udgave af den velbesøgte portal, til glæde for den branche vi kender så godt og holder så meget af. Proscenium har nu fået et nyt let design, og kan nu også læses på mobiltelefonen. Nu håber vi at teatrene tager godt imod den. Stor tak til TIO’s sekretariat for det gode samarbejde, og for at stå til rådighed i en travl tid med evaluering og gode idéer”.